Patienter sikres ret til behandling i udlandet

Med et stort flertal har EU-Parlamentet vedtaget et nyt sundhedsdirektiv, som skal sætte en stopper for mange års usikkerhed omgrænseoverskridende læge- og hospitalsbehandling.

Det er et stort fremskridt for patienterne, at der nu kommer klare retningslinjer for, hvilke rettigheder patienter har for behandling i udlandet. Alt for længe har patienters rettigheder hvilet på domstolsafgørelser, og det har betydet, at patienter reelt ikke har haft en ret, da man selv skulle lægge ud for behandlingen, og ikke kunne være sikker på at få refunderet sine udgifter efterfølgende.

Nu kommer der retningslinjer for hvornår man kan få behandling i udlandet. Medlemslandende får pligt til at informere patienter om rettighederne, og patienter skal ikke lægge ud for behandlingen - det er kæmpe fremskridt. Især mennesker med sjældne sygdomme kan få gavn af ordningen, da de nu får ret til behandling i udlandet, selvom behandlingen ikke tilbydes i Danmark - det øger naturligvis mulighederne for at få en kvalificeret behandling af eksperter, når ekspertisen ikke findes i Danmark, hvilket den jo ofte ikke gør for sjældne sygdomme.

Det er dog ærgerligt, at man ikke også har taget de sidste skridt til for alvor at gavne patienterne. Det er uforståeligt, at man kun kan få ret til behandling i udlandet, hvis der er tale om en behandling, der i forvejen tilbydes i Danmark, men som ikke kan tilbydes rettidig i Danmark. Hvis en behandling fagligt set er bredt anerkendt i EU-landene, og andre lande er længere fremme end Danmark med hensyn til at tilbyde behandlingen, hvorfor skal man så ikke som EU-borger have mulighed for at få behandlingen.

Det er også uforståeligt, at man ikke kan sikres ret efter de af regeringen fastlagte behandlingsgarantier på 1 måned. Direktivet medfører, at det altid vil være individuelle lægefagligt fastlagte kriterier, der lægges til grund for, hvornår en behandling ikke kan tilbydes rettidigt i Danmark. For patienten virker det det underligt, at man kan henvises til et privathospital i Danmark efter en måned, hvis der er et privathospital, der tilbyder behandling for patientens sygdom, mens man eksempelvis må vente to måneder, hvis behandlingen kun tilbydes på et svensk hospital.

Vi står over for en række store udfordringer frem til implementeringen i 2014, hvis behandling i udlandet skal blive en reel mulighed for patienterne. Danske Patienter frygter, at patienterne ikke får det tilstrækkelige grundlag for at træffe beslutninger og at patienterne vil mangle viden om kvalitet og patientsikkerhed. Hvordan sikres den nødvendige information til patienterne, hvordan skabes der gennemskuelighed om kriterierne for at få forhåndsgodkendelse, hvordan ruste lægerne til at vejlede patienterne, hvordan kan patienterne være sikre på at kvaliteten i udlandet som minimum er på niveau med kvaliteten i Danmark, og hvordan følges der systematisk op på dette – herunder patienternes oplevelser.

Selvom det er positivt, at vi nu får mulighederne for behandling i udlandet, håber vi at det fremover alene bliver en nødløsning for patienterne, at søge behandling i udlandet. For langt de fleste patienter er det alt andet lige ønskeligt, at blive behandlet tæt på hjemmet, og ved behandling i udlandet er det patienten, som selv skal betale for tolk, rejse m.v., så man er reelt ikke lige så godt stillet, som hvis behandlingen kunne tilbydes i Danmark. Så målet må være, at de danske sundhedsmyndigheder opper sig og altid sikrer, at man som patient ikke er tvunget til behandling i udlandet, fordi man ikke kan få behandlingen rettidigt i Danmark.