Mange pårørende efterspørger bedre information fra de sundhedsprofessionelle, når en af deres kære bliver alvorligt syg.
I sit arbejde som seniorforsker på kræftområdet støder læge og ph.d. Lone Ross Nylandsted fra Bispebjerg Hospital ofte på ny viden om patienter og pårørende både i Danmark og udlandet. I øjeblikket arbejder hun på en stor undersøgelse af pårørende for Kræftens Bekæmpelse.
Hun fortæller, at der eksisterer et stort, udækket behov for information hos pårørende til alvorligt syge.
Pårørende bliver også påvirket, når en af dem, de holder af, bliver alvorligt syg – og de vil meget gerne have information om sygdommen og forløbet, siger Lone Ross Nylandsted.
Hvem vil vide hvad?
Men det er ikke altid så let for de sundhedsprofessionelle at vurdere, hvor meget information der er behov for.
Der kan være meget forskellige behov i forhold til, hvad og hvor meget man vil vide som henholdsvis patient og pårørende. Min erfaring er, at patientens behov ofte er mindre end den pårørendes, fordi der er nogle ting, man som patient i en svær situation enten ikke kan overskue eller som er ubehagelige at kende til, forklarer Lone Ross Nylandsted.
Da patienter og pårørende i dag ofte modtager information på samme tid, kan det derfor være svært for de sundhedsprofessionelle at gennemskue, hvad man skal informere om, og hvad man skal lade ligge.
Pårørende er patients kilde
De pårørende opsøger i mange tilfælde en større grad af information end patienterne, og derfor bliver de en meget vigtig kilde til information netop for patienterne, som både kan finde på at spørge ind til praktiske forhold, men også til sygdommen selv.
Nogle gange kan det dog også glippe for de pårørende, og Lone Ross Nylandsted mener, at man bør informere de pårørende om vigtige ting i forhold til sygdom og behandling mange gange i det samlede sygdomsforløb.
De pårørende til en alvorligt syg patient kan lige som patienten selv blive overvældet af information i begyndelsen af sygdomsforløbet. Det vil derfor være godt, hvis man sørger for at afstemme informationerne til lige netop de aktuelle problemstillinger, som patienten og de pårørende står med - eller snart vil stå med. På den måde er chancen for, at der bliver lyttet til informationerne større, siger hun.


