100 yngre læger er klar til at inddrage

Nyhed
Illustration af talebobler fra chat

100 yngre læger er siden 2016 blevet uddannet som ambassadører i inddragelsesmetoden fælles beslutningstagning. De skal være med til at sprede viden om inddragelse i sundhedsvæsenet. Det er vigtigt, for det betyder bedre behandlingskvalitet.

Styrket livskvalitet, bedre behandling og mestring af egen sygdom – det er blandt fordelene for patienter, hvis de bliver inddraget i behandlingen. Det kræver dog viden og de rette redskaber, hvis inddragelse skal lykkes i praksis. Nu er de yngre læger klar til at gå forrest:

100 læger er rigtigt mange – især, når man tænker på, hvor meget de kan lære fra sig til andre sundhedsprofessionelle, siger projektleder Mette Munch-Petersen fra ViBIS.

Og det er netop dét, der pointen med ambassadørordningen, som Yngre Læger har startet.

Fælles Beslutningstagning

Er en systematisk proces for samarbejdet mellem patient og sundhedsprofessionel. Gennem dialog skal de to parter finde frem til, hvilken behandling der er bedst for patienten.

Metoden er delt op i tre faser:

  1. Snak om valg
  2. Snak om muligheder
  3. Snak om beslutning

Læs mere.

Læs også: Øger inddragelse uligheden i sundhed?

Ambassadørerne skal sprede deres viden om inddragelse og undervise deres kollegaer i metoden fælles beslutningstagning. Det skal være med til at sætte patientinddragelse på dagsordenen i sundhedsvæsenet og gøre det nemmere at håndtere i praksis.

Oplæg for kollegaer

En af de ambassadører, der netop har afsluttet workshoppen, er 29-årige Stina Borg, som er i gang med sin hoveduddannelse i almen medicin. Hun har allerede været ude og dele sine erfaringer:

Jeg har holdt to oplæg om fælles beslutningstagning. Det første var på børnepsykiatrisk afdeling og det andet på den medicinske afdeling, som jeg er tilknyttet i øjeblikket. Her blev der taget vildt godt imod mit oplæg. De synes, at det var spændende med konkrete værktøjer til patientinddragelse, og det gav dem nye perspektiver på deres arbejdsgange, udtaler Stina Borg.

Nu bliver ambassadørordningen udvidet, så workshoppen foregår over to dage. Det skal give lægerne tid til refleksion og mulighed for at afprøve de værktøjer, som de får på den første workshopdag.

Læs også: Ressourcesvage patienter bliver overset

Læger vil gerne inddrage

Det er ikke fordi, at lægerne mangler lysten til at inddrage patienter og pårørende - det viser en rundspørge blandt 2000 læger. Problemet er, at de mangler tid, viden og værktøjer.

Vores medlemmer vil rigtig gerne patientinddragelse. Deres udfordring er, hvordan de skal gøre det i praksis. Her vil vi gerne byde ind og tilbyde dem en workshop, hvor de får konkret viden og værktøjer til at inddrage patienter og pårørende systematisk, udtaler chefkonsulent Thomas Kjær Jensen fra Yngre Læger.

Fælles beslutningstagning, som lægerne bliver undervist i på workshoppen, er en hands-on metode til, hvordan lægen sammen med patienten kan træffe det bedste valg af behandling.

Fælles beslutningstagning taler direkte ind i lægefaget. Her har lægen ansvaret for skabe overblik over de forskellige behandlingsmuligheder, og sammen med patienten komme frem til den behandling, som er den rigtige for den enkelte baseret på livssituation og præferencer, udtaler Thomas Kjær Jensen.

ViBIS og Yngre Læger har sikret at ambassadørordningen fortsætter i 2020, så endnu flere læger kan blive uddannet i fælles beslutningstagning.

Se videoen med Helena, der fortæller, hvorfor hun blev ambassadør.

Læs om ambassadørordningen.