Bedre behandling og større patienttilfredshed – uden brug af ekstra ressourcer

Pressemeddelelse

Det kræver ikke ekstra ressourcer at inddrage patienterne i behandlingen. Det er en investering at implementere nye tilgange, men det kan frigive ressourcer og give bedre behandling, viser ny rapport.

Om projektet

Det Brugerinddragende Hospital er et samarbejde mellem Videnscenter for Brugerinddragelse i Sundhedsvæsenets (ViBIS), AUH og Aarhus Universitet.

I projektet har 18 afdelinger på (AUH) udviklet og implementeret brugerinddragende indsatser.

Projektet løber fra 2014-2018 og er støttet af TrygFonden.

Resultater fra Aarhus Universitetshospital (AUH) viser, at man kan give patienterne større indflydelse på egen behandling, uden at det nødvendigvis kræver flere ressourcer. Og det til trods for personalets bekymringer om det modsatte. Konklusion kommer på baggrund af Aarhus Universitets evalueringen af storskalaprojektet Det Brugerinddragende Hospital.

► Læs også: Anbefalinger: Sådan opnår man vellykket brugerinddragelse

Ved projektets begyndelse var der bekymring blandt personalet. Knap hver anden medarbejder svarede i en undersøgelse, at de frygtede, at det ville kræve ekstra ressourcer at inddrage patienterne.

Det har krævet ekstra ressourcer på afdelingerne at udvikle og implementere de brugerinddragende indsatser, men herefter har det ikke krævet ekstra ressourcer at indgå i de nye arbejdsgange. Det skyldes dels, at flere patienter har valgt behandling i hjemmet, og at patienterne i højere grad selv styrer, hvornår de har behov for behandling og samtale på hospitalet, siger programchef Lisbeth Kallestrup fra AUH.

Projektleder på Det Brugerinddragende Hospital, Helle Max Martin fra ViBIS, glæder sig også over de gode resultater:

Resultaterne viser, at det godt kan lade sige gøre at inddrage patienter på danske hospitaler – også inden for de eksisterende rammer. Det betyder forhåbentlig, at flere hospitaler ønsker at arbejde mere systematisk med brugerinddragelse, siger hun.

Diabetespatienter får bedre behandling

En af de i alt 18 afdelinger på AUH, som har arbejdet med at udvikle og implementere brugerinddragende indsatser, er Medicinsk Endokrinologisk afdeling, der behandler patienter med type 1 diabetes. På afdelingen har man indført et elektronisk system, der lader patienterne styre eget behandlingsforløb i højere grad.

Med det nye system kan patienterne vælge en konsultationsform, der passer med deres behov. Det har fået mere end hver tredje patient i forsøget til at fravælge den vanlige konsultation på afdelingen. Og patienterne er glade for den nye praksis.

Det har givet mig mere tid i hverdagen og bedre behandling. Nu styrer jeg selv, hvornår jeg ønsker konsultation over telefon eller fremmøde på afdelingen. Og både personalet og jeg er bedre forberedt til samtalen, da jeg inden udfylder et spørgeskema i systemet, hvor jeg fortæller, hvad jeg har brug for at tale om. Det har gjort, at forløbet er blevet tilpasset mine behov, fortæller Gitte Høeg, der har været patient på afdelingen i over 20 år.
I videoen kan du høre Gitte Høeg fortælle mere om sin behandling.

Annesofie Lunde Jensen, som er projektleder på afdelingen, er glad for, at det kan lade sig gøre at give patienterne et mere individuelt og målrettet behandlingsforløb uden at skulle sætte arbejdstempoet yderligere i vejret:

Vi har sygeplejesker, der bruger tid på at håndtere det nye system, men vi har også patienter, der fravælger den vanlige konsultation, fordi de ikke har behov for den. Så i sidste ende ser det ud til at gå op, siger hun.

Erfaringerne fra diabetesafdelingen er så positive, at projektet i de kommende måneder vokser fra 20 til 200 patienter og bliver et klinisk kontrolleret forsøg.

Gravide får kortere ventetid

Den samme positive tendens oplever de på Klinik for Gravide. Afdelingen har gennem øget information oplært kvinder med graviditetskvalme i selv at vurdere, hvornår de har behov for kontakt og behandling på afdelingen.

Vi har oplevet, at kvinderne har reageret meget positivt på de nye tiltag, og samtidigt har det ikke kostet ekstra ressourcer efter implementeringen. Det tyder faktisk på, at kvinder, som har brug for behandling, kan komme hurtigere til, da ventetiden er blevet kortere, fordi andre vælger konsultationer fra, siger projektleder Lisbeth Saabye fra Klinik for Gravide. 

Tiltaget har gjort, at de gravide på afdelingen i gennemsnit har næsten to færre ambulante besøg.

ViBIS arbejder nu på at udbrede de gode erfaringer fra projektet til andre hospitaler, og der er allerede indgået samarbejdsaftaler med Rigshospitalets Klinik for Rygmarvsskader og Sydvestjysk Sygehus. Og flere aftaler er på vej.

Evalueringsrapport

Læs evalueringsrapporten fra Det Brugerinddragende Hospital. Tryk på billedet for at downloade rapporten.

6 anbefalinger til brugerinddragelse

ViBIS præsenterer her seks anbefalinger til arbejdet med metoderne fælles beslutningstagning og brugerstyret behandling på hospitaler. Download anbefalingerne ved at klikke på billedet.

Konference: Det Brugerinddragende Hospital

none

Torsdag den 12. oktober holder ViBIS og AUH konference om Det Brugerinddragende Hospital i Aarhus. Innovationsminister Sophie Løhde åbner konferencen. Læs mere og se programmet her.