Flere patienter og pårørende skal anmelde fejl

Nyhed

Patienter og pårørende er de eneste, der oplever et patientforløb fra start til slut. Derfor er det vigtigt, at de anmelder fejl, så systemet kan lære og forebygge, mener Danske Patienter.

En blodprøve bliver væk, en henvisning bliver forsinket, eller patienten får den forkerte medicin. Når tusindvis af danskere hver dag får pleje og behandling i sundhedsvæsenet, er der en gang i mellem noget, der ikke går, som det skal – en såkaldt utilsigtet hændelse.

Utilsigtede hændelser skal anmeldes til Styrelsen for Patientsikkerhed, som har ansvaret for at sikre, at sundhedsvæsenet kan lære af dem. Både patienter og sundhedspersonale kan indrapportere en utilsigtet hændelse, men tal fra 2017 viser, at kun 1,6 procent af anmeldelserne kommer fra patienter og pårørende.

Patientperspektivet er vigtigt

Ifølge Danske Patienter er det vigtigt, at patienter og pårørende også byder ind, når noget ikke er gået, som det skal.

Patienternes perspektiv er vigtigt, når vi skal se på, hvordan utilsigtede hændelser i sundhedsvæsenet kan forebygges. Patienter og pårørende ser nogle andre ting end sundhedspersonalet, fordi de er med i overgangene, hvor mange af fejlene sker, siger Camilla Hersom, formand i Danske Patienter og uddyber: På den måde kan de se sammenhænge i deres eget forløb, som måske ikke står klart for sundhedspersonalet i de forskellige dele af sundhedsvæsenet. Derfor er det værdifuldt, hvis flere patienter rapporterer, når noget ikke er gået, som det skal.

Ny kampagne skal få flere til at anmelde

Derfor skal en ny kampagne – ”Hjælp os med at blive bedre” – få flere patienter og pårørende til at rapportere utilsigtede hændelser.

Kampagnen består af en film, der vil blive vist på informationsskærme i venteværelser landet over. Samtidig lanceres en pjece og en plakat til venteværelserne med information om, hvordan man som patient eller pårørende rapporterer en utilsigtet hændelse.

Trin for trin: Sådan foregår det

Når du som patient eller pårørende har opdaget en utilsigtet hændelse, skal den anmeldes via Styrelsen for Patientsikkerhed. 

Når den er modtaget i systemet, sker der følgende:

  • Anmeldelsen bliver sendt til det behandlingssted, hvor fejlen er foregået, så personalet kan lære af den konkrete hændelse.
  • Anmeldelsen anonymiseres og sendes tilbage til Styrelsen for Patientsikkerhed, der analyserer alle fejl for at finde risikomønstre og tendenser.
  • Styrelsen for Patientsikkerhed bruger det samlede billede til at iværksætte læringsinitiativer i sundhedsvæsenet.