Psoriasisforeningen træder ud af Danske Patienter

Nyhed
none

Fra første januar 2019 er Psoriasisforeningen ikke længere en del af Danske Patienter. Foreningens poster overgår derfor til andre medlemmer af paraplyorganisationen.

Psoriasisforeningen har valgt at træde ud af det formaliserede samarbejde med de øvrige patientforeninger i Danske Patienter fra januar 2019.

Vi har været glade for samarbejdet over de seneste syv år, men Psoriasisforeningen vurderer, at de står bedre på egen hånd nu. Det er vi selvfølgeligt ærgerlige over, siger direktør Morten Freil fra Danske Patienter.

Psoriasisforeningen blev medlem af Danske Patienter i december 2011 og blev Danske Patienters 16. medlemsforening. Siden voksede Danske Patienter med yderligere fem medlemmer.

Ved Psoriasisforeningens udtrædelse tæller Danske Patienter 21 medlemsforeninger, der repræsenterer omkring 80 patient-og pårørende foreninger med samlet 870.000 medlemmer.

Psoriasisforeningen forlader ved udtrædelsen sine poster og repræsentationer i Danske Patienter – herunder sin repræsentation i patient- og borgerudvalget for personlig medicin under Sundhedsministeriet, bestyrelsen for den nationale strategi for personlig medicin under Sundhedsministeriet og følgegruppen for risikobaseret tilsyn under Styrelsen for Patientsikkerhed.