Syv anbefalinger skal sikre, at børn med sygefravær får den lovpligtige støtte

Politisk indspil
barn - alene - ensom

Syge børn får ikke den sygeundervisning, de har krav på. Det er et alvorligt problem, som undervisningsministeren bør gå ind i. Organisationer er klar med syv konkrete anbefalinger til regeringen.

Skolerne lever ikke op til deres forpligtelser, når det kommer til at sikre børn med kronisk sygdom eller handicap den sygeundervisning, som de har krav på. Derfor har Danske Patienter sammen med Skole og Forældre, Danske Skoleelever og Danske Handicaporganisationer udarbejdet syv konkrete anbefalinger til en national indsats for sygefravær.

Børnene kan ikke udleve deres fulde læringspotentiale, og de får sjældnere en ungdomsuddannelse. Det påvirker deres muligheder resten af deres liv, og det er en helt urimelig konsekvens af, at skolerne ikke overholder lovgivningen, siger formand Camilla Hersom fra Danske Patienter.

Kaisa er et af de børn, som aldrig har fået tilbudt sygeundervisning eller supplerende undervisning, selvom hun lige siden skolestart har kæmpet med højt fravær på grund af en gigtsygdom.

Skolen kender til Kaisas faglige udfordringer, men de gør ikke noget ved det. Det kan ikke være rigtigt, at jeg som forælder, der i forvejen er presset på grund af min datters sygdom, selv skal sørge for at læse op med hende, og at jeg skal presse skolen til at hjælpe os, siger Kaisas mor, Christina Sørensen.
Læs også:

Behov for en national indsats

Danske Patienter offentliggjorde i december en rundspørge gennemført under projektet Skole for mig, som bekræfter Christina Sørensens oplevelser – og at hun desværre langt fra er alene. Rundspørgen viste blandt andet, at kun meget få af de børn, som har krav på sygeundervisning, får det tilbudt, og at det typisk sker efter pres fra forældrene.

Det må aldrig være op til den enkelte forælder at skulle sørge for, at deres barn får den lovpligtige undervisning. Det skaber social ulighed og er ikke fair over for de børn, som ikke har forældre, der banker i bordet, siger Camilla Hersom og fortsætter:
Derfor er der behov for en national indsats, og vi håber, at undervisningsministeren tager godt imod vores anbefalinger.
Læs også:

Skolerne skal forpligtes

Danske Patienter, Skole og Forældre, Danske Skoleelever og Danske Handicaporganisationer har udarbejdet syv konkrete anbefalinger, der blandt andet skal forpligte skolerne til at tage hånd om børnene og deres udfordringer i samarbejde med forældrene. Desuden skal der føres tilsyn med, om skolerne følger reglerne for sygeundervisning, ligesom forældrenes klagemuligheder skal forbedres.

Anbefalingerne skal sikre, at børnene får den støtte, de har krav på, så man undgår de store konsekvenser, som sygefravær medfører.

Fraværet påvirker blandt andet børnenes faglige niveau i en sådan grad, at de sjældnere kommer videre på en ungdomsuddannelse. Dertil kommer de sociale konsekvenser, som børnene oplever.

Store sociale konsekvenser

Kaisas mor, Christina Sørensen, kan nikke genkendende til det hele. På længere sigt er det de faglige udfordringer, der bekymrer hende, men i dagligdagen fylder de sociale konsekvenser også meget – især for Kaisa selv.

Kaisas fravær har påvirket hendes stavning i dansk så meget, at hun er blevet testet for ordblindhed, men hun er ikke ordblind. Hun er derfor meget bevidst om og ked af, at hun ikke er som de andre, når det kommer til det faglige. Hun føler sig dum og går med en frygt for, at hun skal gå om, siger Christina Sørensen.

Læs indspillet om anbefalinger til den nationale indsats her.

 
Billedetekst
De syv anbefalinger

Anbefalingerne skal forpligte skolerne til at identificere børn med handicap, kronisk eller langvarig sygdom og sætte den nødvendige hjælp i gang. 

De skal også sikre, at loven om sygeundervisning og supplerende undervinsing bliver fulgt, og at forældrene får en mulighed for at klage, hvis skolerne ikke efterlever loven.

Se indspil og anbefalinger her

Danske Patienter, Danske Handicaporganisationer, Danske Skoleelever og Skole og Forældre kommer med syv anbefalinger til det nationalpolitiske niveau.

Anbefalingerne skal sikre bedre forhold for børn med sygdom i grundskolen. Se indspillet her.

Rundspørge

none

I projektet Skole for mig under Danske Patienter er der gennemført en rundspørge blandt forældre til skolebørn med sygdom. 

Rundspørgen viser blandt andet, at kun syv procent af de børn, der er berettiget til sygeundervisning, får et tilbud.

Læs mere om rundspørgen og se alle tallene her.

At fortælle om sin sygdom

none

Når man er barn og lider af en kronisk eller langvarig sygdom, kan det svært at finde den rigtige måde og det rette tidspunkt, at fortælle om sygdommen til sine klassekammerater. 

Du kan læse om børnenes egne erfaringer her.