Evaluering af organisatorisk brugerinddragelse – hvad skal du vide?

I denne miniguide forsøger vi at guide dig gennem nogle af de overvejelser, der er vigtige at have med, når du står over for at skulle evaluere en indsats.

Denne miniguide henvender sig til dig, der arbejder i sundhedsvæsenet og skal evaluere på en indsats, der inddrager brugerne af sundhedsvæsenet – altså borgere, patienter og deres pårørende – på organisatorisk niveau. Det kan for eksempel være, hvis I har inddraget brugere i en konkret forbedringsindsats, hvis brugere har været med til at udvikle en pjece med patientinformation, eller hvis I aktivt har brugt viden om brugerperspektivet fra empiriske undersøgelser i jeres indsats.

I de senere år er der igangsat flere og flere indsatser, som skal give brugere indflydelse på udviklingen af sundhedsvæsenet, blandt andet ved at anvende viden om brugerperspektivet og samarbejde med brugerrepræsentanter i beslutnings- og udviklingsprocesser. Vi ser altså et stigende fokus på vigtigheden af organisatorisk brugerinddragelse.

Men én ting er, at der bliver implementeret indsatser rundt omkring i sundhedsvæsenet. Noget andet er, om man drager læring ud af indsatserne, som kan bruges i fremtidige indsatser. For at kunne det, er det vigtigt, at de enkelte indsatser bliver evalueret – men det er langt fra altid, at det sker, der er mange forskellige måder at gå til evaluering på, og der mangler viden om, hvad og hvordan man kan evaluere, når det handler om organisatorisk inddragelse.

I denne miniguide forsøger vi at guide dig gennem nogle af de overvejelser, der er vigtige at have med, når du står over for at skulle evaluere en indsats. Vi giver dig desuden et overblik over en række proces- og effektorienterede emner, du kan vælge at undersøge, når du evaluerer.