Inddragelse i sundhedsforskning

Syddansk Universitet og ViBIS er gået sammen om et nationalt vidensdelingsprojekt, der skal styrke inddragelse af patienter og pårørende i sundhedsforskningen.

Over de seneste 15 år har patienter og pårørende i stadigt højere grad medvirket aktivt i planlægning og gennemførelse af forskningsaktiviteter. Udviklingen har især taget fart i England og USA, og en tilsvarende udvikling er på vej i Danmark.

Inddragelse af brugere i forskningsaktiviteter kan påvirke forskningen på positiv vis ved at styrke forskningens resultater og samfundsrelevans. 

Potentialet ved inddragelse af brugere i forskning har fået både forskere og ledere på sundhedsområdet til at efterspørge viden og erfaringer om god praksis på området. Og det er baggrunden for dette projekt.

Projektet er støttet af Sundhedsministeriet som et af seks vidensdelingsprojekter under Sundhedsstyrelsen om brugerinddragelse i sundhedsvæsnet og er igangsat for perioden medio 2016 til medio 2018.

Projektet er forankret ved Forskningsenheden for Brugerperspektiver på Syddansk Universitet under ledelse af professor Mogens Hørder og udføres i samarbejde med ViBIS.

På baggrund af arbejdet i projektet har vi samlet en introduktion til mulighederne for inddragelse i forskning, et par opmærksomhedspunkter til god praksis for inddragelsesprocessen samt en række gode artikler, der kan give yderligere inspiration. Find materialet her.

Projektopsamling

Som afslutning på projektet er der lavet et dokument, der viser fremgangsmåde i – og resultater af – projektet. Du finder opsamlingen her.

Fokusområder

Projektet har fire fokusområder, der relaterer sig til afdækning af viden og international litteratur, tilrettelæggelse af seminarer og etablering af en digital platform.

Læs om fokusområderne her.