Dine behov og grænser

Som pårørende er man i anden række. Det er personen med sygdom, der er i fokus, men det betyder ikke, at dine bekymringer og behov forsvinder af sig selv. Dine behov er vigtige.

Tal med andre

Ligesom den sygdomsramte er du som pårørende også kommet i en ny – måske uventet – og ukendt situation. Det vil for de fleste opleves utrygt, og det kan være svært at håndtere de tanker og følelser, der pludselig dukker op. Derfor er det vigtigt, at du får talt med andre, som kan lytte til dig.

Det kan være en i familien eller en ven, som er særligt tæt på. Nogle foretrækker at tale med en neutral person som egen læge, en sygeplejerske på hospitalet, en psykolog eller en anden professionel med en særlig viden og forståelse for situationen. Det vigtigste er, at du vælger en person, som du oplever at kunne tale frit med om dine tanker og følelser.

Der findes også pårørendenetværk, hvor du kan snakke med andre, der er i en situation, der minder om din. Her kan du tale om de problemer og følelser, du har, og du får mulighed for at udveksle erfaringer og gode ideer med andre pårørende. Pårørendenetværk finder du ofte igennem patient- og pårørendeforeningerne eller gennem din kommune. 

Nogle pårørende oplever, at det kan være svært at tale om sine egne følelser og frustrationer i familien, fordi det ofte er den syge, der er omdrejningspunktet. Det er der som sådan ikke noget galt i, men det betyder desværre, at man som pårørende har svært ved at finde rum til at tale om de ting, der tynger en selv.

Som pårørende kan det være svært at sætte sig selv og sine bekymringer i fokus, men det har stor betydning for, at du kan bevare et overskud – og uden det, kan du hverken støtte den syge eller dig selv.

Patient- og pårørendeforeninger kan hjælpe dig

Mange patient-og pårørendeforeninger tilbyder støtte. Se oversigten over Danske Patienters medlemsforeninger her. Via oversigten kan du klikke dig ind på foreningernes hjemmesider og finde kontaktoplysninger på rådgiverne.

Lyt til dig selv

Vi har alle grænser for, hvor meget vi kan magte og forskellige måder at reagere på, når vi møder svære oplevelser. Det er helt i orden. For der er ikke en rigtig eller en forkert måde at være pårørende på.

For at være en god støtte for den syge er det vigtigt, at du lytter til dig selv. Hvad fortæller dine tanker, dine følelser og din krop om dine egne grænser og behov? Lyt til det. For hvem skal tage over, hvis du ikke magter mere?

Mange pårørende oplever symptomer på, at belastningen i hverdagen er blevet for stor. De kan både opstå undervejs i et sygdomsforløb eller som en efterreaktion. Træthed, koncentrationsbesvær, søvnforstyrrelser eller andre reaktioner, som kan skyldes stress eller en depression, er alvorlige tegn, som du ikke skal være bange for at søge hjælp til at tackle.

Birgit fik hjælp af kommunen

Det er ikke altid nemt at håndtere rollen som pårørende. Birgit Albertsen fik hjælp i Aarhus Kommune.

Se videoen med Birgit Albertsen

Tema om pårørende

Danske Patienter har lavet et stort tema om pårørende.

Temaet viser, hvilke udfordringer pårørende møder i sundhedsvæsenet og præsenterer en række undersøgelser og tiltag.

Du kan også læse om nogle af de oplevelser andre pårørende har haft. 

Du finder temaet her.