Hold fast i gratis fysioterapi

Nyhed
none

Det kan få store konsekvenser for de mange patienter, der på grund af coronanedlukning og dårligere adgang til træning har mistet funktionsevner, hvis ordningen med vederlagsfri fysioterapi stopper.

For mange patienter har manglende fysioterapibehandling under coronaepidemien betydet et tab af funktionsevne, og der er et øget behov for fysioterapi efter nedlukningen. Hvis adgangen til behandling i regi af den vederlagsfri fysioterapi stopper eller bliver begrænset i løbet af efteråret, vil det have svære helbredsmæssige konsekvenser for patienterne.

Derfor er det nødvendigt, at den økonomiske ramme for vederlagsfri fysioterapi bliver suspenderet for 2021, så de patienter, der er henvist til vederlagsfri fysioterapi, får den behandling, de har behov for.

Nedlukning og afstandskrav har givet ringere funktionsniveau

Den vederlagsfri fysioterapi var lukket under den første coronanedlukning i 2020. Efterfølgende har afstandskrav nedsat holdstørrelsen, hvilket har minimeret udbuddet af vederlagsfri fysioterapi. Det betyder, at patienter i en periode slet ikke har fået behandling og at de efterfølgende har haft færre ugentlige behandlinger med fysioterapeuten sammenlignet med før corona.

Et fald i funktionsniveau kan blandt andet betyde, at patienten får øget risiko for at fald, fordi balancen bliver dårligere. Og falder man, kommer man måske til skade og skal indlægges. Det kan også betyde, at man har behov for mere hjælp, fordi man ikke længere kan tage tøj på selv eller har svært ved at gå i bad selv. Det kan have en lang række konsekvenser for muligheden for at leve et selvstændigt liv og give behov for mere hjælp af eksempelvis hjemmeplejen.

For nogle patienter er behandlingen en forudsætning for fortsat at kunne passe et arbejde, og derfor kan en konsekvens ved manglende behandling være, at yngre patienter mister tilknytningen til arbejdsmarkedet.

Fysioterapi er afgørende for patienter

Fysioterapi er helt afgørende for mennesker med visse progredierende sygdomme eller svært fysisk handicap. Med målrettet fysioterapi kan de forbedre deres funktionsniveau og dermed også deres livskvalitet. Målrettet fysisk træning er en essentiel del af behandlingen af for eksempel Parkinsons sygdom, Sclerose og gigtsygdomme på linje med den medicinske behandling.

Den veluddannede fysioterapeut ved præcis, hvad der er godt for den enkelte patient. Derfor kan behandlingen ikke blot erstattes af hjemme-/selvtræning. Desuden vil en del mennesker med hjernesygdomme have udfordringer med at tage initiativ til selvtræning, og derfor er et tilstrækkeligt udbud af vederlagsfri fysioterapi afgørende for deres træningsindsats.

Økonomien må ikke spænde ben for træningsbehovet

Mange af de patienter, som har måtte undvære deres normale træning i løbet af coronatiden, har nu brug for ekstra behandlinger ved fysioterapeuten for at komme tilbage til deres normale funktionsevne. Det øgede behov kan allerede nu ses, og prognosen lyder, at det økonomiske loft for ordningen med vederlagsfri fysioterapi vil være nået i oktober måned.

Og efterspørgslen vil fortsat stige, for der er stadig mennesker med kronisk sygdom og svært handicap, der ikke er kommet tilbage til deres træning i fuldt omfang. Danske Fysioterapeuter vurderer, at mellem 8.000-12.000 patienter ikke vil få den træning, de har behov for, hvis den økonomiske ramme for ordningen ikke bliver enten udvidet eller afskaffet.

Det er ikke kun vigtigt for den enkelte patient, at de får mulighed for at komme tilbage til træningen. Det har også en økonomisk gevinst. Regningen for det offentlige vil i sidste ende blive meget større, hvis mange med kronisk sygdom bliver sat tilbage i funktionsniveau, da deres behov for støtte vil stige.

Behov for suspendering af det økonomiske loft for vederlagsfri fysioterapi

Der er brug for, at alle patienter, der er lægehenvist til vederlagsfri fysioterapi, får den nødvendige behandling og træner i det omfang, de har behov for.

Derfor opfordrer Danske Patienter til, at det økonomiske loft for den vederlagsfri fysioterapi bliver suspenderet for 2021. Det vil give patienterne muligheden for at leve selvstændige liv – med højest mulig livskvalitet og mindst mulig belastning i den øvrige del af social- og sundhedsområdet.

Kontakt

Johanne Kure. Foto: Tea Petersen

Johanne Kure

Chefkonsulent
33 41 47 54