Skolebørn med psykisk sygdom er dårligere stillet end børn med andre diagnoser
72 procent af de børn, der har psykisk sygdom, kommer bagud i skolen. Det er dobbelt så mange som børn med andre diagnoser.
Fravær på grund af sygdom og mangel på overskud. Det er nogle af de udfordringer, som børn med psykiske diagnoser står overfor. Faktisk kommer syv ud af 10 børn med psykisk sygdom bagud i skolen, fordi de ikke kan følge med i undervisningen – og det er dobbelt så mange som børn med fysiske sygdomme.
Det viser rundspørge gennemført blandt 1.298 forældre til skolebørn med langvarig eller kronisk sygdom. Rundspørgen er gennemført i projektet Skole for mig under Danske Patienter.
Falder ud af fællesskabet
Også i forhold til det sociale liv i skolen, er børn med psykisk sygdom dårligere stillet end børn med fysiske diagnoser. Seks ud af 10 børn med en psykisk sygdom kan hverken deltage i sociale aktiviteter i skolen eller uden for skoletiden på lige fod med deres kammerater – og mere end fem ud af 10 aflyser aftaler efter skole på grund af deres sygdom.
Skolerne har mulighed for at tilbyde sygeundervisning og supplerende undervisning i forbindelse med fravær. Men næsten ingen bliver tildelt de støtteformer, og mange børn må forsøge selv at læse op.
Skolerne mangler viden
Når skolen ikke følger op, som loven angiver, at de skal, er det ikke af ond vilje. En undersøgelse gennemført blandt skoleledere på 14 af landets skoler viser, at de faktisk ikke er opmærksomme på loven og mangler viden om, hvordan de støtter børnene bedst.
Særligt udfordrende er det i forhold til børn med psykiske sygdomme, fordi der findes så mange forskellige diagnoser, og fordi lærerne har svært ved at gennemskue, hvor meget den enkelte elev kan overkomme.
Børn og psykisk sygdom
Bliv klogere på de udfordringer, som især børn med psykiske sygdomme har i skolen. Du kan for eksempel læse om angst og depression hos skolebørn.
Læs mere om diagnosernes betydning for skolegangen her.
Mere fra rundspørgen
Læs hele rundspørgen her: