Ambassadører i fælles beslutningstagning

ViBIS samarbejder med Yngre Læger om at uddanne yngre læger i fælles beslutningstagning. Ambassadørerne skal sprede viden om inddragelse i sundhedsvæsenet og gøre det nemmere at håndtere i praksis.

Der er bred enighed om, at det har gavnlige effekter for både patienter og sundhedsprofessionelle, når patienter inddrages i beslutninger om behandling. Men læger (og andre sundhedsprofessionelle) har behov for let tilgængelig metoder og redskaber til at inddrage i en travl hverdag. Der er et behov for både at øge viden og kompetencer.

Derfor har ViBIS siden 2016 samarbejdet med Yngre Læger om et uddannelsesforløb for deres medlemmer, hvor yngre læger uddannes i metoden fælles beslutningstagning. Undervisningen foregår over to dage. Derefter tilbydes deltagerne at blive tilknyttet Yngre Lægers Ambassadørkorps for Fælles Beslutningstagning.

Formålet med undervisningen er at klæde lægerne på til at få viden og erfaringer i at anvende fælles beslutningstagning i deres samarbejde med patienterne, samt hjælpe dem med at sprede viden og budskabet om inddragelse og fælles beslutningstagning på hospitaler og i almen praksis.

Mellem 2016 og 2020 var der 100 yngre læger, der blev uddannet som ambassadører, og ordningen fortsætter i 2022.

Læs mere på Yngre Lægers hjemmeside.

Systematisk proces

Metoden fælles beslutningstagning er en internationalt anderkendt metode til at inddrage den enkelte patient i deres eget forløb.

Metoden er opdelt i tre faser og er en systematisk proces, der skal understøtte samarbejdet mellem patient og sundhedsprofessionel.

De tre faser er:

  1. Snak om valg
  2. Snak om muligheder
  3. Snak om beslutning

Fælles beslutningstagning kan understøttes af beslutningsstøtteværktøjer. ViBIS har samlet en række danske beslutningsstøtteværktøjer, der er udviklet til at styrke inddragelsesprocessen.

Andre inddragelsesmetoder

ViBIS indhenter løbende værktøjer fra sundhedsprofessionelle, der bruger inddragelse i praksis.

Hvis du vil læse mere, så kan du finde vores database her.

Du kan for eksempel læse om:

Fælles beslutningstagning

Fælles beslutningstagning er et redskab, der hjælper lægen med at træffe beslutninger om behandling i samarbejde med patienten. Læs mere om fælles beslutningstagning