Støttemuligheder til familier med kronisk syge børn

Hvis dit barn har en kronisk eller langvarig sygdom, kan du søge din kommune om forskellige former for støtte – for eksempel økonomisk tilskud eller hjælpemidler. Få overblikket her.

none

Hvis børn med kronisk sygdom og deres familier skal leve et så normalt liv som muligt, kan det være nødvendigt med hjælp fra kommunen. Hjælpen kan for eksempel være støttende, aflastende eller i form af økonomisk kompensation. Her på siden får du et kort overblik over mulighederne.

Merudgifter

Hvis dit barns nedsatte funktionsevne påvirker jeres hverdag alvorligt, og det giver anledning til merudgifter, kan du søge kommunen om økonomisk hjælp. Ydelsen er uafhængig af indkomst og er ikke skattepligtig.

Det er kommunens sagsbehandler, der vurderer, om dit barn er i målgruppen – og som beregner størrelsen på merudgiftsydelsen.

Hjælpemidler

Hvis dit barn har behov for hjælpemidler for at kunne fungere på trods af sygdom, så kan kommunen yde støtte til det. Hjælpemidler kan for eksempel en kørestol, særligt fodtøj eller et høreapparat.

Det er kommunens sagsbehandler, der vurderer om der kan bevilliges hjælpemidler med rådgivning fra forskellige relevante faggrupper – for eksempel læger.

Tabt arbejdsfortjeneste

Hvis dit barns sygdom betyder, at du skal indlægges sammen med barnet, gå til undersøgelser og træning eller passe dit barn helt eller delvist i eget hjem, så kan kommunen give økonomisk kompensation i form af tabt arbejdsfortjeneste.

For at være berettiget, er det en forudsætning, at du helt eller delvist har været nødt til at stoppe med at arbejde. Beløbet beregnes efter din tidligere indtægt, og kan dække alt fra nogle timer om ugen til fuldtid.

Det er kommunens sagsbehandler, der vurderer, om dit barn er i målgruppen – og som beregner størrelsen på kompensationen.

Orlov

Hvis dit barn skal være indlagt i en længere periode til behandling eller undersøgelse i mindst 12 dage, kan du blive delvist økonomisk kompenseret ved at få orlov med dagpenge. Det gælder også, hvis behandlingen foregår i eget hjem.

Læs mere om mulighederne på sundhed.dk

Medicintilskud til børn

Alle borgere – også børn – kan få dækket deres udgifter til medicin over et vist beløb.

Vi har lavet et samlet overblik over reglerne, som du kan finde her.

Du kan altid spørge på dit lokale apotek, hvis du er i tvivl.

Folkeskolen: Den vigtigste lovgivning 

Folkeskoleelever med kronisk sygdom har en række særlige rettigheder, som skal sikre, at de har de samme muligheder for at få en uddannelse som deres klassekammerater.

Læs mere her.