Guide til lederen

Denne guide er til ledere i det kommunale sundhedsvæsen, der ønsker at arbejde fokuseret med at inddrage pårørende. Det gælder blandt andet ledere på plejehjem, i sundhedscentre og i hjemmeplejen.

Det giver god mening at inddrage pårørende til borgere med alvorlig sygdom – både fordi det styrker den syge borgers forløb i det kommunale sundhedsvæsen, men også fordi man kan lette presset på de pårørende, inden det er for sent.

Inddragelse i borgerens forløb

Den pårørende er ofte den gennemgående støtte for borgeren og en vigtig ressource som vidensperson i dialogen med de sundhedsprofessionelle.

Borgerens mestring af egen situation vil i mange tilfælde afhænge af den pårørendes viden og støtte som omsorgsperson, og derfor bør inddragelse af pårørende ske systematisk gennem borgerens forløb i kommunen.

Inddragelse i forhold til egne behov

Det kan være hårdt at være pårørende til familiemedlemmer med alvorlig sygdom, og en borgers forløb kan påvirke den pårørende både fysisk, psykisk, socialt og økonomisk. Den pårørende er således i risiko for at bukke under for presset og selv blive syg. Derfor er det vigtigt at inddrage den pårørende systematisk i forhold til eget behov for hjælp og støtte.

Der kan være stor forskel på, hvilken rolle man som pårørende ønsker og har mulighed for at udfylde i forhold til den syges rehabilitering og pleje. Det er vigtigt at afdække tidligt i forløbet og undervejs i forløbet, så man kan afstemme hjælpen derefter.

Gode råd til lederen i det kommunale sundhedsvæsen

Skal man lykkes med inddragelse af pårørende, er det vigtigt, at medarbejderne ikke er i tvivl om, at det er en prioriteret indsats, der anses som vigtig. Her skal du gå forrest som leder:

  • Tilbyd de sundhedsprofessionelle undervisning, så de er kompetente til at løse opgaven.
  • Brug den pårørendes stemme og de gode historier som motivation.
  • Evaluer indsatsen med konkrete måleredskaber.

Overvej også, hvordan du som leder bedst gør det klart, at inddragelse af pårørende er vigtigt:

  • Hvad skal dine medarbejdere forstå, opleve og se?
  • Hvordan kan du som leder bedst bruge de pårørendes stemmer til at skabe motivation? 

Guide med seks vigtige trin

ViBIS har udviklet denne guide til lederen i det kommunale sundhedsvæsen. Guiden præsenterer seks vigtige opmærksomhedspunkter, man skal have for øje, hvis man ønsker at arbejde fokuseret og succesfuldt med inddragelse af pårørende til borgere med kronisk eller anden alvorlig sygdom:

Guide til inddragelse af pårørende

Kontakt

Annemette Lundmark Jensen. Foto: Tea Petersen

Annemette Lundmark Jensen

Projektleder
33 41 47 02