Medicinrådet: Danske Patienter sikrer det brede patientperspektiv

Danske Patienter kan indstille op til to patientrepræsentanter til Medicinrådets fagudvalg.

Modellen for patientinddragelse i Medicinrådets fagudvalg blev besluttet efter drøftelser på andet og tredje møde i Medicinrådet. Resultatet blev, at Danske Patienter kan indstille op til to patientrepræsentanter, og at de indstillede kan være patienter med egne erfaringer, frivillige eller ansatte i patientforeningerne.

Fagudvalgene vil have glæde af både den enkelte patients erfaring og af repræsentanter, der eksempelvis fra patientforeningernes rådgivning har viden om, hvad der generelt er vigtigt for patienter. Ingen af delene kan undværes i den optimale løsning,” siger direktør Morten Freil, Danske Patienter.

Indledningsvist var der i Medicinrådet et ønske om, at der kun bliver udpeget en enkelt patientrepræsentant i fagudvalgene, og at det skulle være en patient med egne erfaringer. Danske Patienters repræsentant i medicinrådet argumenterede for, at det er vigtigt, at det brede patientperspektiv inden for det pågældende sygdomsområde også er repræsenteret i rådet. Desuden giver ordningen med to repræsentanter mulighed for sparring.

Medicinrådet tilsluttede sig siden, at Danske Patienter i visse situationer kan indstille en rådgiver eller andre med bred erfaring i patientperspektivet fra en patientforening som den ene af de to patientrepræsentanter.

Krav til patientrepræsentanter

Der vil blive stillet krav om økonomisk habilitet hos de udpegede fagudvalgsmedlemmer på linje med de krav, der stilles til de sundhedsfaglige personer i fagudvalgene.

De foreninger, som repræsentanterne kommer fra, skal leve op til Danske Patienters retningslinjer for samarbejde med medicinalindustrien.

Om fagudvalgene under Medicinrådet

Fagudvalgene under Medicinrådet kommer til at arbejde med de fælles regionale behandlingsvejledninger. I 2016 besluttede Danske Regioner at oprette Medicinrådet som en afløser Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin (RADS) og Koordinationsrådet for Ibrugtagning af Sygehusmedicin (KRIS).

Der er sundhedsfaglige arbejdsgrupper for hver af de fælles regionale behandlingsvejledninger, hvor patientperspektivet vil blive repræsenteret. Foruden patientrepræsentanter er medlemmerne i de faglige udvalg udpeget af regioner og faglige selskaber.