Mød bisidderne

Her kan du møde to af vores bisiddere. De fortæller lidt om sig selv og deres engagement for at være frivillig bisidder hos Danske Patienter.

Mød Frank

Frank har været tandlæge i 35 år. I dag er han pensioneret, men han bruger stadigvæk sin viden om sundhedsvæsenet som frivillig bisidder hos Danske Patienter, hvor han tager med til dialogsamtale, som et sæt ekstra lyttende ører. 

Jeg bruger min sundhedsfaglige baggrund til at være støtte for nogen, som står et sted, hvor det kan være svært at forstå og overskue, hvad der foregår i et meget sundhedsfagligt rum. Jeg fungerer som en form for ekstra hukommelse til dialogsamtalen – både for at hjælpe patienterne med at få fortalt hele deres historie og med at huske alle de informationer, som kommer fra sundhedspersonalet, fortæller Frank. 

Frank hjælper med at stille de spørgsmål, som kan være svære at få over læberne for en følelsesmæssigt påvirket patient, eller som risikerer at blive glemt, når man sidder i en svær situation. Målet er, at patienten får svar på alle de ting, som kan nage efter en ubehagelig oplevelse. 

Jeg var engang til dialogsamtale med en pårørende, der havde mistet sin mand. Hun gik og grublede over, om han havde levet endnu, hvis sundhedsvæsenet havde taget andre valg. Det spørgsmål var svært at stille selv, men da jeg sagde det højt, var det tydeligt, at det var en lettelse for alle at kunne tale åbent om det – især for den pårørende, som kunne gå fra samtalen med vished om, at der var blevet gjort alt for at redde hendes mand, fortæller Frank.

Mød Hanne

Hanne er tidligere socialpædagog og sygeplejerske, og er nu gået på pension. Hun bruger sin fritid som frivillig bisidder i Danske Patienter, hvor hun hjælper patienter med at få en dialogsamtale til at forløbe så godt som muligt, så patienten bedst muligt kan få sine ønsker opfyldt til samtalen.

Min rolle som bisidder er jo i virkeligheden den samme, som den rolle jeg havde som sygeplejerske: Jeg hjælper mennesker, der på den ene eller anden måde er kommet til skade. Patienter er ofte meget følelsesmæssigt påvirket af situationen og har mistet tilliden - og der prøver jeg at forventningsafstemme med patienten og støtte vedkommende så dialogsamtalen kan forløbe så konstruktivt som muligt, fortæller Hanne.

Gennem støtte og samtale, forsøger Hanne at skærme patienten fra at blive skuffet eller føle sig svigtet i mødet med sundhedsvæsenet endnu engang. 

For mange patienter føles det utrolig meningsløst og ubegribeligt, det de har været igennem. Dialogsamtalen kan være en måde, hvorpå patienter får sat forløbet i en meningsfuld sammenhæng – for eksempel ved at sundhedsvæsenet kan bruge det fremadrettet, så andre patienter ikke udsættes for samme behandling. For at det skal kunne lykkes, er det vigtigt, at patienter ikke er helt alene i den svære situation, men at de har en bisidder med, som støtter dem og er ved deres side, fortæller Hanne.

Frank

Frank bisidder

Frank har arbejdet som tandlæge i mange år. Nu bruger han blandt andet sin tid som pensionist på at hjælpe patienter og pårørende i deres klagesager.

Hanne 

Hanne bisidder

Hanne er uddannet socialpædagog og sygeplejerske. De kompetencer bruger hun som frivillig bisidder hos Danske Patienter.