Vederlagsfri fysioterapi

Vederlagsfri fysioterapi er i mange tilfælde uundværlig og livsnødvendig behandling for en række patienter. Behandlingen kan for eksempel bestå i udstrækning af hårdt ramte sclerosepatienter, så de indre organer ikke sætter ud, eller vedligeholdelsestræning for mennesker med store funktionsnedsættelser, så de bevarer evnen til at gå eller stå.

Det er ikke træning, patienterne kan foretage derhjemme alene, eller som kan udføres på et hold i det lokale fitnesscenter. Det er lægeordineret behandling, som har en afgørende betydning for patientens helbred, livskvalitet og funktionsniveau.

Vederlagsfri fysioterapi er reguleret via Sundhedsloven, og det er kommunerne, der betaler for ordningen. Udgifterne til vederlagsfri fysioterapi har i de seneste år været stigende – primært fordi flere borgere bliver henvist. Fra 2019 er der blevet indført en økonomisk ramme for ordningen, som betyder, at udgifterne til den vederlagsfri fysioterapi i løbet af et år ikke må overstige et fastsat beløb. 

I praksis betyder udgiftsrammen, at patienter med et lægefagligt vurderet behov for fysioterapi risikerer, at deres træning bliver reduceret, omlagt til holdtræning eller helt stoppet – fra den ene dag til den anden. Ikke fordi det er fagligt rigtig, men fordi det økonomiske loft for året er nået.

Behov for monitorering af aktivitet og kvalitet

Danske Patienter mener ikke, at en kortsigtet økonomisk prioritering må få betydning for patienternes adgang til vederlagsfri fysioterapi. Ordningen bør derimod indrettes på en måde, så alle patienter, der har behov for behandlingen, får adgang – og at behandlingen er af høj, faglig kvalitet.

I dag bliver der holdt øje med antallet af behandlinger, men der er ikke tilstrækkelig transparens til at give indblik i kvaliteten af behandlingerne og i variation af behandlingsintensiteten i løbet af året. Det gør det meget vanskeligt at kvalitetssikre og kvalitetsudvikle ydelsen.

Danske Patienter mener derfor, at der skal være bedre muligheder for kvalitetssikring af ordningen, blandt andet via faglige retningslinjer for behandlinger, og at der skal være monitorering af aktiviteten i den vederlagsfri fysioterapi. Og selvfølgelig skal der være tilstrækkelige midler i ordningen til at understøtte det faglige behov, der er. Det skal sikre, at ydelsen ikke er afhængig af en økonomisk ramme, men af patienternes behov for vedligeholdende træning.

Som minimum – og som det første skridt i en monitorering af kvaliteten i behandlingen – skal der oprettes en venteliste. For mange patienter i tilbuddets målgruppe er tid nemlig et direkte kvalitetskriterie. Endelig bør det indgå i modellen, at patienter skal have en faglig begrundelse, hvis de får en ændring i deres træningsintensitet, eller hvis de for eksempel flyttes fra individuel træning til holdtræning. Det skal give sikkerhed for, at ændringen ikke sker på bekostning af det faglige behov.