Ny formand til Danske Patienter

Pressemeddelelse

Den nye formand for Danske Patienter er valgt. Det bliver tidligere sundhedsordfører for Radikale Camilla Hersom, der overtager efter Lars Engberg.

Den nye formand for Danske Patienter er valgt. Det bliver tidligere sundhedsordfører for Radikale Camilla Hersom, der overtager efter Lars Engberg.

Et enigt repræsentantskab har netop valgt Camilla Hersom, forhenværende sundhedsordfører i Radikale og tidligere formand i Forbrugerrådet, som formand for Danske Patienter. Camilla Hersom indtræder ved samme lejlighed som bestyrelsesformand i Videnscenter for Brugerinddragelse i Sundhedsvæsenet (ViBIS). Hun overtager efter Lars Engberg, der efter tre perioder og i alt seks år på posten ikke kan genvælges.

Jeg glæder mig meget til det arbejde, der ligger forude. Der sker rigtig meget i sundhedsvæsenet i øjeblikket, og det bliver spændende at arbejde med sundhedsområdet fra et nyt perspektiv, siger Camilla Hersom.

Det nære er det svære

Hun kommer som noget af det første til at arbejde med sammenhængen i sundhedsvæsenet. Patienterne bliver ofte tabt i gabet mellem det kommunale og det regionale sundhedsvæsen, og i den forbindelse arbejder man lige nu både nationalt, regionalt og kommunalt på at finde løsninger, der kan styrke det, man kalder det nære sundhedsvæsen.

Som formand i Danske Patienter vil jeg arbejde for, at man fokuserer på patientens behandlingsforløb som en helhed – ikke som noget nært eller fjernt. Vi har brug for fælles ledelsesstrukturer, fælles kvalitetsmål og en fælles økonomisk tænkning mellem regioner og kommuner. Og for en fælles planlægning af kapaciteten, så vi er sikre på, at patienterne – og deres pårørende – får netop den støtte og behandling, de har brug for, både på hospitalet og derhjemme, siger Camilla Hersom.

For hende er det også vigtigt at se på, hvordan man kan bruge patienternes viden om egen sygdom og deres betragtninger af hverdagen som en ressource til at skabe en bedre behandling:

Den enkelte patient og dennes pårørende har rigtig meget at byde ind med, og det skal vi kunne bruge til at skabe den bedst mulige behandling. Det er vigtigt at se på, hvordan det enkelte menneske kan bidrage i behandlingssituationen.

Lars takker af

Camilla Hersom kommer til at løfte arven fra Lars Engberg, der gennem sine seks år i organisationen har arbejdet hårdt for at sikre patienter og pårørende bedre vilkår.

Danske Patienter har med valget af Camilla Hersom fået en stærk formand. Hun har stor indsigt i sundhedsområdet, et bredt netværk og brænder for at sikre bedre vilkår for patienter og pårørende. Jeg er sikker på, at Camilla er den rette til at løfte arven fra Lars Engberg, som har gjort en enestående indsats for Danske Patienter. Vi skylder Lars en stor tak, siger direktør Morten Freil fra Danske Patienter.

Lars Engberg takker af ved en afskedsreception den 11. maj i Danske Patienter.