Forsikringsselskaber skal ikke have adgang til gentest

Nyhed
none

Danske Patienter har sammen med Lægeforeningen og Forbrugerrådet TÆNK sendt et brev til justitsministeren for at advare om konsekvenserne, hvis regelændringen bliver gennemført.

Regeringen vil ændre reglerne for, om forsikringsselskaber kan få adgang til kunders helbredsoplysninger. Det er en dårlig idé, mener Danske Patienter, Lægeforeningen og Forbrugerrådet TÆNK.

Brugen af sundhedsoplysninger uden for sundhedsvæsenet er ikke uproblematisk. Det gælder især på forsikringsområdet, hvor borgere risikerer at få urimeligt dårlige vilkår for at tegne forsikring, selvom de er raske.

Justitsministeriet har varslet en revision af reglerne for, hvorvidt helbredsoplysninger kan blive indhentet og anvendt i forbindelse med tegning af forsikring og pension. Derfor har Danske Patienter sammen med Lægeforeningen og Forbrugerrådet TÆNK sendt et brev til justitsminister Søren Pind for at advare om konsekvenserne, hvis regelændringen bliver gennemført.

Reglerne bør snarere strammes

Hvis forsikringsselskaber får mulighed for at indhente sundhedsoplysninger, som for eksempel gentests, når potentielle kunder vil tegne forsikring, vil det blandt andet ødelægge det sygdomsforebyggende arbejde og regeringens satsning på personlig medicin. Det skyldes, at borgere der frygter, hvordan gentestresultaterne vil belaste dem i andre sammenhænge, helt vil undlade at lade sig teste.

På den længere bane kan man risikere, at borgere, som ellers ikke ønsker at lade sig genteste, vil føle sig indirekte presset til at få foretaget testen, fordi selskaberne tilbyder favorable vilkår til de, der kan dokumentere deres helbred.

Man bør ifølge Danske Patienter, Lægeforeningen og Forbrugerrådet TÆNK snarere stramme de regler, der gælder i dag, så forsikringsselskaber ikke må indhente oplysninger om borgeres familiehistorik for sygdom.