Børn bliver overset som pårørende
Børn, der er pårørende, bliver overset. Det har alvorlige konsekvenser for deres trivsel, og giver dem psykiske og sociale problemer langt ind i voksenlivet.
Sådan indleder en række organisationer - deriblandt Danske Patienter - et brev til sundhedsminister Sophie Løhde. Brevet er bragt i Jyllands-Posten.
I den blinde vinkel
Brevet er sendt for at skabe opmærksomhed omkring, at børn, der er pårørende, er en blind vinkel i det danske samfund.
Halvdelen af alle børn, der vokser op i en familie med alvorlig fysisk eller psykisk sygdom, er ensomme. De er plaget af skyld og skam, har ondt i maven og isolerer sig fra kammeraterne.
Kort sagt mistrives børnene i en sådan grad, at deres velfærd er truet på samme måde som børn, der er direkte udsat for overgreb og svigt - og det har alvorlige konsekvenser.
Behov for viden og kompetencer
Brevet opfordrer til, at man på nationalt plan får mere viden om, hvordan man bedst muligt sikrer, at børn trives som pårørende. Det kan for eksempel være gennem nationale kompetencecentre. Samtidig er der behov for, at personaler på hospitaler og lignende er uddannet til at tage hånd om børnene.