Ny hotline skal hjælpe ofre for trafikulykker

Nyhed
none

Ofre får nu hjælp til at forebygge de alvorlige personlige konsekvenser efter en trafikulykke.

En trafikulykke ændrer ofte den skadedes liv, og undersøgelser viser, at der er et stort behov for hjælp og vejledning. Foreningen ”PTU – Livet efter ulykken” står bag en ny telefonlinje, som skal hjælpe ofrene og deres familier.

37.000. Så mange danskere blev udsat for en trafikulykke i 2013. Efter en alvorlig trafikulykke venter en ny fremtid for den skadede og de pårørende, hvor der kan opstå forskellige udfordringer. For eksempel bliver ofre for trafikulykker skilt næsten dobbelt så ofte som par i gennemsnittet, ligesom ulykken påvirker den skadedes evne til at arbejde.

Derfor har ”PTU – Livet efter ulykken” oprettet UlykkesLinjen. Den nye hotline har til formål at hjælpe de trafikofre og deres pårørende, som ikke ved, hvor de skal henvende sig for at få rådgivning i tiden efter ulykken – og dermed komme videre i livet. 

Alvorlige konsekvenser efter trafikulykker

Undersøgelser viser, at ofre for trafikulykker har brug for hjælp til at forebygge de alvorlige personlige konsekvenser, en ulykke kan få. Det kan handle om økonomiske udfordringer, problemer med fysikken samt psykologiske og psykosociale følger.

PTU håber med den nye hotline at forbedre indsatsen på området. Det kan blandt andet være med vejledning om muligheder og rettigheder i forhold til genoptræning, forsikring eller psykologhjælp.

Læs mere om initiativet her.

Fakta

Om UlykkesLinjen

  • UlykkesLinjen har åbent alle hverdage fra 9-15.
  • UlykkesLinjen er et samarbejde mellem Havarikommissionen for Vejtrafikulykker, Rigspolitiet, Rådet for Sikker Trafik, Forsikring & Pension samt ”PTU – Livet efter ulykken”.
  • ”PTU – Livet efter ulykken” sørger for daglig drift og administration.
  • UlykkesLinjen får økonomisk støtte fra Offerfonden.
  • Erfarne socialrådgivere bemander telefonerne.