Velkommen til Lægeforeningens nye formand

Nyhed
none

Danske Patienter ser frem til at samarbejde med den nye formand, der blandt andet vil arbejde for at løse problemer med sektorovergange til gavn for patienterne.

Som afløser for Mads Koch Hansen har Lægeforeningen valgt 34-årige Andreas Rudkjøbing. Danske Patienter byder den nye formand velkommen og ser frem til at samarbejde om at løse sundhedsvæsenets udfordringer.

Den hidtil yngste formand for Lægeforeningen blev i weekenden valgt. Det bliver Andreas Rudkjøbing, som er ved at uddanne sig til speciallæge i samfundsmedicin, der tager over efter Mads Koch Hansen.
Trods sin unge alder har den nye formand allerede et indgående kendskab til sundhedsvæsenets systemer og strukturer, og han har tidligere udtalt, at han vil arbejde for at forbedre sammenhængen i sundhedsvæsenet til gavn for patienterne.
Vi har længe gjort opmærksom på problemet med sammenhæng – et problem, der kun kan løses, hvis vi alle arbejder sammen om det. Derfor er vi glade for, at Andreas Rudkjøbing netop peger på dén udfordring, og vi frem til samarbejdet, siger formand for Danske Patienter Lars Engberg.
Lars Engberg skal allerede møde den nye formand den 5. maj, hvor Danske Patienter og Lægeforeningen er blandt medarrangørerne af debatten ”Et sundhedsvæsen i verdensklasse”.