Tillykke til Sophie Løhde

Nyhed
none

Danske Patienter håber, at den nye sundhedsminister vil prioritere særligt tre områder.

Danske Patienter byder den nye sundhedsminister velkommen. Organisationen ser frem til et konstruktivt samarbejde og håber, at ministeren især vil prioritere tre afgørende områder.

Det er ifølge Danske Patienter glædeligt, at den nye regering ifølge regeringsgrundlaget vil forbedre forholdene for medicinske patienter og sikre sammenhængende indsatser i forhold til forebyggelses-, rehabiliterings- og plejeområdet.

Men Danske Patienter håber, at ministeren også vil proritere følgende:

Inddragelse af patienter og pårørende

Inddragelse kan sikre bedre valg af behandling, skaber rammer, der gør det muligt at tilrettelægge behandlingsforløbene individuelt, og øger mulighederne for egenomsorg. Inddragelse er dermed nøglen til at imødekomme mange af fremtidens udfordringer med et stigende antal af ældre og kronisk syge. 

National plan for styring af medicinudgifterne

Danske Patienter håber, at regeringen vil sætte sig i spidsen for at udarbejde og implementere en national strategi til at håndtere de stigende udgifter til medicin uden at skære i patienternes adgang til præparater, der virker.

Danske Patienter foreslår syv punkter, som kan danne grundlag for en national strategi.

Overbelægning på de medicinske afdelinger

Over hele landet er der sygehuse, der kæmper med massiv overbelægning på især akutte og medicinske afdelinger. Det er dybt problematisk – først og fremmest for patienterne. Overbelægning betyder flere fejl og utilsigtede hændelser – og kan i værste fald koste liv.