Sundhed er vigtigst for vælgerne

Nyhed
none

Sundhedsområdet er vigtigst for vælgerne, viser ny måling. Valgkampen er derfor en god anledning til at diskutere sundhedsvæsenets problemer med især overbelægning, mener Danske Patienter.

Ny måling viser, at håndteringen af sundhedsområdet er afgørende for, hvor vælgerne sætter deres kryds ved det kommende folketingsvalg. Danske Patienter ser den forestående valgkamp som en oplagt anledning til at diskutere sundhedsvæsenets problemer med især overbelægning.

Det glæder Danske Patienter, at sundhedsområdet som emne er det vigtigste for de danske vælgere op til det kommende folketingsvalg. Fordi det er så afgørende for, hvor krydset bliver sat, bør den nye måling give anledning til en diskussion af sundhedsvæsenets problemer – og hvordan de skal løses.

Det bør give anledning til en diskussion af nogle af de problemer, det danske sundhedsvæsen står overfor, siger formand for Danske Patienter Lars Engberg til Ritzau.

Det gælder for eksempel de fremtidige udfordringer i forhold til øget ulighed i sundhed og lægemangel, men især også overbelægning, som Danske Patienter flere gange tidligere har påpeget som stærkt problematisk.

Nye tal: Overbelægning er stadig et problem

Pressede afdelinger kan føre til alvorlige kvalitetsbrist i patienters forløb. Analyser fra Danske Patienter viser, at der er en stærk sammenhæng mellem overbelægning og patientoplevede fejl – og internationale undersøgelser viser, at det kan koste liv.

Derfor vækker en række nye tal fra blandt andre TV2 Lorry, der viser overbelægningsprocenter på helt op til 163 procent, bekymring hos Danske Patienter. Tendenserne over de seneste år tyder på, at overbelægning er et kronisk problem.

De sidste tre-fire år er overbelægning blevet reglen frem for undtagelsen, siger Lars Engberg til Ritzau.

Behov for en national indsats

I 2013 foreslog Danske Patienter i samarbejde med Danske Sygeplejeråd og Lægeforeningen en handlingsplan, der skulle komme problemerne til livs. Men kun få af initiativerne er blevet implementeret, og finansieringen har ikke været tilstrækkelig taget problemets omfang i betragtning.

Ifølge Danske Patienter er der derfor behov for, at man nu for alvor finder en holdbar løsning, så patienter ikke skal ligge på gangene, i opholdsrum eller skyllerum. Det kræver først og fremmest en national kortlægning af problemernes omfang, og så skal der iværksættes en samlet national handlingsplan.

Fakta

Om overbelægning:

På medicinske afdelinger med overbelægning er det op mod hver femte patient, der oplever fejl i forbindelse med deres indlæggelse. På afdelinger med belægningsprocenter på under 95 procent er det til sammenligning mindre end hver 10. patient, der oplever fejl.

Kilde: Danske Patienters analyse af overbelægning, 2013


Kronisk pronlem:

I starten af 2013 foreslog Danske Patienter, Dansk Sygepleråd og Lægeforeningen en hjælpepakke med en række initiativer, der skulle hjælpe på problemet. Men kun få elementer blev sporadisk sat i værk og i 2014 viste to undersøgelser, at hver fjerde læge og sygeplejerske havde oplevet, at de inden for den seneste uge har oplevet patienter på gange og i opholdsrum.

I 2015 viser nye gennemsnitstal fra en uge overbelægningsprocenter på 126 procent på Nordsjællands Hospital, 141 procent i akutmodtagelsen på Hillerød Hospital og hele 163 procent på Frederikssund Hospital.