Bisidderordning får 300.000 kroner

Nyhed
none

Sundhedsministeriet har bevilget midler til drift af Danske Patienters bisidderordning i resten af 2015. Klagere har derfor fortsat mulighed for at få en bisidder med som støtte ved lokal samtale.

Danske Patienter har netop fået 300.000 kroner til at drive bisidderordningen året ud. Det betyder, at patienter og pårørende, der klager til Patientombuddet, fortsat kan få en uvildig person med som støtte til lokal dialogsamtale.

Bisidderordningen startede som et pilotprojekt i 2013 med støtte fra Sundhedsministeriet. I 2014 stod Danske Patienter midlertidigt for driften, men nu har projektet atter fået tildelt midler af Sundhedsministeriet til 2015. Denne gang fra rådighedspuljen, der hører under udlodningsmidlerne. 

Arbejder på en permanent løsning

Danske Patienter er glade for, at bisidderordningen kan fortsætte i 2015, og arbejder fortsat på at finde en permanent løsning.

Ordningen har 16 frivillige bisiddere, der er fordelt over hele landet. De tager med patienter og pårørende, der har klaget til Patientombuddet, til lokal dialogsamtale. Her mødes klageren med en repræsentant fra sundhedsvæsenet for at tale det forløb eller den hændelse, der har givet anledning til klagen, igennem.

I denne ofte svære situation kan bisidderen hjælpe med at understøtte en konstruktiv dialog ved at sikre, at klageren får stillet alle sine mange spørgsmål og at klageren forstår, hvad repræsentanten fra sundhedsvæsenet siger.

Bisidderne gør en forskel

Erfaringerne fra evalueringen af ordningen viser, at klagerne har været glade for bisidderens hjælp. De føler, at bisidderens tilstedeværelse har givet dem et større udbytte af samtalen. Det samme gælder for repræsentanterne fra sundhedsvæsenet, der også mener, at bisidderne gør en positiv forskel.


Har du brug for en bisidder til lokal dialog? Så læs mere her.