Sammenhængende sundhed kræver nye tanker

Nyhed
none

Det er en kæmpe udfordring at skabe sammenhæng og kvalitet i sundhedsvæsenet.

Kronik af Lars Engberg 

Danmark står over for en udfordring af de helt store – at skabe et bedre og moderne sundhedsvæsen for begrænsede midler. Netop økonomistyring og effektivisering fylder meget i de tre nye aftaler på sundhedsområdet, som for kort tid siden blev forhandlet på plads. Konkret er der tale om regeringens Aftale om Sundhed samt statens økonomiaftaler med henholdsvis regionerne og kommunerne.

Den økonomiske ramme er dog ikke den eneste alvorlige udfordring, som det eksisterende sundhedssystem står overfor. Gennem lang tid har systemet lidt under problemer med manglende sammenhæng og begrænset kvalitet i patienternes samlede behandlingsforløb – problemer, der relaterer sig mere til den strukturelle opbygning af sundhedsvæsenet end til et spørgsmål om økonomi.

Overordnet er det et problem, at vi tænker sundhedsydelserne på sundhedsvæsenets præmisser – ikke på patientens. Vi splitter patientens behandlingsforløb op i kasser, der passer til den gældende struktur – ”Nej, Hr. Hansen. Det kan vi ikke hjælpe dig med hér. Spørg i kommunen” og ”Har du svært ved at trække vejret Hr. Hansen? Det kan jeg ikke tage mig af, jeg skal jo se på dit ben” – og det er uhensigtsmæssigt. Ja, faktisk er det fatalt. For mange patienter bliver det en umulig opgave at skabe sammenhæng i sin egen behandling og i sit eget liv. For det er ikke alene et komplekst system, de figurerer i, de fleste patienter mangler også den sundhedsfaglige ekspertise, der er nødvendig, for at kunne drage de rette slutninger.

Når politikerne vælger at vægte de økonomiske udfordringer allertungest, opstår der derfor problemer, for det er ikke alene økonomien, der lægger pres på kvaliteten i sundhedsvæsenet. Når ingen af de tre aftaler på sundhedsområdet bidrager med konkrete initiativer til at skabe sammenhæng på tværs, vil patienterne i Danmark fortsat opleve store problemer med manglende koordination og kontinuitet i det samlede sygdomsforløb.

Læs hele kronikken her - publiceret i Politiken den 12. juli 2011.