Sløret løftet for indhold af brystimplantater

Nyhed
none

Lægemiddelstyrelsen ville ikke videregive viden om det farlige indhold af de franske PIP-implantater.

Efter pres fra flere sider, blandt andre Danske Patienter, oplyste Lægemiddelstyrelsen den 1. februar hvilke stoffer, der er i de franskproducerede brystimplantater af mærket PIP, som op til 30 danske kvinder har fået opereret ind i kroppen.

Producenten bag PIP-implantaterne har brudt loven ved at bruge industrisilikone frem for silikone, der er godkendt til medicinsk brug.

Historien stammer fra avisen 24timer, som for over en måned siden søgte aktindsigt hos Lægemiddelstyrelsen for at få oplyst, hvilke stoffer de farlige brystimplantater indeholdt. Først den 1. februar svarede Lægemiddelstyrelsen, at de ikke kunne videregive oplysningerne, da det kunne skade ”forholdet til fremmede magter”.

Det lyder jo som en dårlig vittighed. Hvis man ikke som patient kan få at vide, hvad lægen putter ind i en, så hører alting jo op. Og der kan jo ikke være et hensyn til producenten eller konkurrencen i det her tilfælde, for fabrikken er lukket, produktet er forbudt i EU, og producenten er sat i fængsel for svindel med indholdet af implantaterne, siger formand for Danske Patienter Lars Engberg til 24timer.

Danske Patienter tager affære

Chefkonsulent Annette Wandel fra Danske Patienter medvirkede den 1. februar i TV2 NEWS. Her opfordrede hun Lægemiddelstyrelsen til at oplyse kvinderne om indholdet af implantaterne, eftersom oplysningerne om stofferne i implantaterne allerede var blevet offentliggjort på en fransk tv-station. Senere samme dag offentliggjorde Lægemiddelstyrelsen stofferne.

Lægemiddelstyrelsen lukker

Lægemiddelstyrelsen fusionerer per 1. marts 2012 med Sundhedsstyrelsen, og sammen danner de grundlag for en ny Sundhedsstyrelse. Det offentliggjorde Sundhedsstyrelsen den 2. februar.