Satspuljepenge til psykiatrien

Nyhed
none

Der varsles nye midler til psykiatrien. 1,6 milliarder kroner over fire år og dertil 300 millioner kroner årligt kan det ende med. Et solidt og nødvendigt løft.

I Danske Patienter kender man kun alt for godt til problemer med for få midler i psykiatrien. Rigtigt mange patienter står uden tilbud om psykologhjælp og på venteliste for at blive diagnosticeret. Store problemer med kapaciteten har desuden betydet, at man ikke har kunnet tilbyde den bedste behandling og for eksempel har været nødsaget til at bruge tvang. Psykiatrien har i mange år haltet gevaldigt efter somatikken, og derfor er det positivt, hvis politikerne for alvor har tænkt sig at gøre noget ved sagen.

Vi ved fra vores medlemmer, at rigtigt mange patienter har svært ved at få den hjælp de har brug for i psykiatrien. Det gælder både patienterne med psykiske lidelser som spiseforstyrrelse og angst, de pårørende til alvorligt syge og de mange danskere med kroniske sygdomme som for eksempel diabetes, fibromyalgi eller gigt, understreger formand Lars Engberg fra Danske Patienter og tilføjer:
Vi ved, at patienter med kronisk sygdom i større grad end raske danskere rammes af psykiske diagnoser som depression og angst – så det er faktisk rigtigt mange mennesker, der er afhængige af, at psykiatrien kommer til at fungere ordentligt.

Brug for varige midler

Fra Christiansborg lyder det, at der er satspuljemidler på vej til psykiatrien. Man vil fordele en satspulje på 1,6 milliarder kroner – dertil 300 millioner kroner som en permanent bevilling. I Danske Patienter håber og forventer man, at det er penge, der vil gå til det psykiske område.

Vi håber, at fordelingen af satspuljen ender med en økonomisk indsprøjtning på 1,6 milliarder kroner over fire år og dertil en permanent satspuljebevilling på 300 millioner kroner årligt til psykiatrien. Det vil være et solidt løft – og et godt første skridt, for det er vigtigt at understrege, at der er brug for et varigt løft af området. Vi vælger at tro på politikerne – på deres forståelse af, at det er nu, man skal gribe ind og gøre en forskel i psykiatrien, siger Lars Engberg.

Fakta

Den 13. maj 2014 foreslog regeringen, at man i årets satspuljeforhandlinger afsætter et engangsbeløb på 1,6 milliarder kroner og 300 millioner kroner til et varigt løft på satspuljeområdet.

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) og finansminister Bjarne Corydon (S), slog på et pressemøde fast, at særlig psykiatrien skal få penge fra årets satspulje.

Kilde: Altinget.dk