Er færre operationer en spareøvelse?

Nyhed
none

Regeringen indfører nye retningslinjer for, hvornår man kan blive opereret.

Regeringen og regionerne har fra årsskiftet indført nye retningslinjer for, hvornår man kan komme i betragtning til en fedmeoperation – og nu skal der laves lignende retningslinjer for 20 andre sygdomme.

Ifølge Danske Patienter kan det være fornuftigt at opstille klare retningslinjer for, hvornår en patient skal opereres, og hvornår det vil være bedre at lade være – men spørgsmålet er, om regeringens tiltag i virkeligheden blot handler om at spare penge.

Retningslinjer kan støtte lægen, når han skal vurdere, om der skal opereres eller ej, men det er helt afgørende, at retningslinjerne hviler på solide, faglige kriterier. Der er afsat meget kort tid til at udfærdige de nye retningslinjer, og den nye aftale mellem regeringen og regionerne fokuserer specielt på de operationer, der er vokset mest – og derfor kan jeg godt frygte, at der reelt er tale om en spareøvelse, siger chefkonsulent Annette Wandel fra Danske Patienter.

De politiske indgreb for at reducere antallet af operationer kommer i forlængelse af, at antallet af rygkirurgiske indgreb og knæoperationer steg markant fra 2005 til 2009. Men fordi antallet af operationer stiger, behøver det dog ikke at betyde, at for mange bliver opereret.

Det stigende antal af operationer kan også hænge sammen med, at man er blevet bedre til at operere, og derfor kan udføre flere succesfulde indgreb, siger Annette Wandel.