Nyt medlem i Danske Patienter

Nyhed
none

Danmarks Psoriasis Forening er blevet medlem af Danske Patienter.

854.000. Det er antallet af danskere, som Danske Patienter nu repræsenterer. Antallet er blandt andet steget, da Danmarks Psoriasis Forening netop er blevet en del af paraplyorganisationen, der nu tæller 16 medlemsorganisationer og i alt 78 patientforeninger.

Vi glæder sig til at blive en aktiv del af netværket under Danske Patienter, som kan være med til at højne vort informationsniveau og ruste os i dialogen med myndighederne, siger landsformand Jens Sloth Nielsen fra Danmarks Psoriasis Forening.

Ny viden til organisationen

Danske Patienter er glade for, at Danmarks Psoriasis Forening har valgt at tilslutte sig paraplyorganisationen, da foreningen kan bidrage med ny og nyttig viden.

I Danske Patienter repræsenterer vi alle patienter i Danmark. Med Danmarks Psoriasis Forening som medlem får vi adgang til viden om et nyt sygdomsområde, og det kan gøre vores stemme endnu stærkere i den offentlige debat, siger formand Lars Engberg fra Danske Patienter.

Om Danmarks Psoriasis Forening

Blev stiftet i 1971 af 14 patienter indlagt på Rigshospitalet.

Kan i år markere sit 40-års jubilæum.

Har 5.000 medlemmer.

Arbejder for at udbrede kendskabet til psoriasis og til metoder, der kan lindre sygdommen og dens følgevirkninger.

165.000 personer i Danmark lider af psoriasis – heraf har 30.000 også lidelsen psoriasisgigt.