Danske Patienter er med i nyt udvalg

Nyhed
none

Astrid Krag har inviteret Danske Patienter med i et nyt rådgivende udvalg om medicinsk udstyr.

Det er sager om lækkende brystimplantater og giftudledende metalhofter, der har ført til, at Astrid Krag nu nedsætter et udvalg, som skal sørge for, at lignende sager ikke sker igen.

Patienterne skal trygt kunne stole på, at det medicinske udstyr, som de får indopereret eller bruger i hverdagen, ikke er sundhedsfarligt, siger Astrid Krag til Altinget.dk.

Danske Patienter har takket ja til at sidde med i udvalget, fordi organisationen mener, at hensigten med et forebyggende, rådgivende udvalg om medicinsk udstyr er god, og fordi det er vigtigt at sikre, at patienternes stemme bliver hørt i denne sammenhæng.

De inviterede organisationer repræsenterer et meget bredt felt. Der er både Lægeforeningen, Medicoindustrien og Dansk Industri, men her er det patientperspektivet, der har førsteprioritet, og derfor er det vigtigt, at Danske Patienter også sidder med i udvalget, siger formand Lars Engberg fra Danske Patienter.

Eksperter: EU skal være med

Eksperter peger på, at det er nødvendigt med ens, europæiske retningslinjer for produktion af medicinsk udstyr. Det skal ske for at undgå, at der bliver produceret medicinsk udstyr, der er lovligt i ét europæisk land, men ulovligt i et andet – kort sagt for at undgå, at der produceres sundhedsskadeligt, medicinsk udstyr.

Ens retningslinjer for produktion af medicinsk udstyr er vigtigt for kvaliteten. Men først og fremmest skal selve godkendelsesproceduren i EU være i orden, og som det ser ud nu, er det nødvendigt, at EU strammer op på godkendelsesproceduren, siger Lars Engberg.

Ministeren vil skabe vækst

Astrid Krag udtaler endvidere, at hun håber, at udvalget ikke alene kan være med til at skabe øget patientsikkerhed, men også øget vækst.

Udvalgets arbejde må ikke domineres af et ønske fra politisk side om at skabe økonomisk vækst. Det er i hvert fald ikke med det formål, at Danske Patienter sidder med om bordet. Det skal være for at sørge for patienternes sikkerhed, understreger Lars Engberg.

Læs artiklen fra Altinget.dk fra den 17. april 2013 her.

Om udvalget

Følgende 15 organisationer er indbudt til at sidde med i udvalget:

  • Lægeforeningen
  • Lægevidenskabelige Selskaber
  • Tandlægeforeningen
  • Medicoindustrien
  • Dansk Erhverv
  • Dansk Industri
  • Dansk Standard
  • Kommunernes Landsforening
  • Danske Regioner
  • Forbrugerrådet
  • Apotekerforeningen
  • Dansk Selskab for Patientsikkerhed
  •  Foreningen af Privathospitaler
  • Patientombuddet
  • Danske Patienter