Gigtforeningen kritiske over for finansloven

Nyhed
none

Gigtforeningen kritiserer finansloven for ikke at fjerne begrænsning for udbetaling af sygedagpenge.

Det er helt utåleligt, at regeringen endnu en gang træder på syge mennesker: Regeringen lovede efter valget at fjerne reglen om, at man højest kan få sygedagpenge i et år. Flertallet er på plads, og alligevel er det ikke en del af finansloven for 2013. Det er under al kritik.

Det siger direktør i Gigtforeningen, Lene Witte, i en kommentar til regeringens finanslovsudspil for 2013, ”På vej mod et stærkere Danmark.”

Hver dag mister fire mennesker i Danmark enhver form for indtægt, fordi de har en sygdom, der er så kompliceret, at den er svær at diagnosticere og behandle. At fjerne det økonomiske fundament under denne gruppe alvorligt syge, fordi man ikke kan sætte navn på deres sygdom, er en skamplet på Velfærdsdanmark.

Lene Witte understreger:

Det stod i regeringsgrundlaget, det er blevet lovet mange gange, og vi havde derfor en meget velbegrundet forventning om, at en S-SF-R regering snarest ville fjerne varighedsbegrænsningen på sygedagpenge. Men regeringens løfte, om at ville gøre noget ved varighedsbegrænsningen, begynder at klinge hult, særligt når man vælger ikke at sætte det på finansloven. Det er pinligt for regeringen, og det er pinefuldt for alle dem, det går ud over.