Ældre patienter svigtes

Nyhed
none

Danske Patienter foreslår klare udredningsgarantier og behandlingsplaner for ældre patienter.

At en patient lå alt for længe med store, betændte liggesår på et plejehjem i Tårnby uden at få den rette hjælp, er et klokkeklart eksempel på at samarbejde og kommunikation i sundhedsvæsnet ikke fungerer, mener Danske Patienter.

Sagen fra Berlingske Tidende 29. januar 2011 illustrerer, at patienter risikerer at forsvinde i en slags Bermudatrekant, når de skal fra en del af sundhedsvæsnet til en anden. Særligt ældre med flere forskellige lidelser risikerer at havne i et ingenmandsland.

Det er lige netop den her type patienter [med flere diagnoser], som det går galt med og som ikke får specialisthjælpen. Patienter med flere komplikationer får for sjældent den rette behandling, og særligt ikke de ældre, medicinske patienter. De skal mødes med en specialist fra start, for ellers får de ikke den rette behandling, siger Lars Engberg til Berlingske Tidende.

Danske Patienter mener, at alle patienter bør få tilknyttet en forløbskoordinator – en person som netop kan sikre overgangene fra en del af sundhedsvæsnet til en anden. Og så skal man sikres en hurtigere udredning end i dag.

Danske Patienter mener, at de gode erfaringer med pakkeforløb fra kræft- og hjerteområdet sagtens kan ligge til grund for udvikling af behandlingspakker for liggesår og andre lidelser på det medicinske område.