Overenskomst: Gode takter, men uden visioner

Nyhed
none

Flere gode tiltag i ny lægeoverenskomst, men Danske Patienter savner de visioner, der for alvor skal modernisere almen praksis.

Patienterne kan nu ånde lette op, idet de praktiserede læger og Danske Regioner har indgået overenskomst. Aftalen betyder, at patienterne ikke skal have penge op af lommen, når de går til deres egen læge i det nye år, som ellers ville være konsekvensen af en konflikt.

Aftalen indeholder flere gode elementer. Danske Patienter er tilfredse med, at lægerne nu vil tage både datafangst og Det Fælles Medicinkort i brug, da det er væsentlige elementer i at sikre kvalitet i kronikerbehandlingen. Men skal det for alvor hæve kvaliteten i behandling af mennesker med kroniske lidelser er der behov for en tydeligere forpligtelse for lægerne til også at anvende de resultater, som vil komme ud af datafangsten.

Trods de gode forslag er Danske Patienter dog skuffede over, at overenskomsten ikke er mere visionær og tager fat om nældens rod med igangsættelse af den nødvendige gennemgribende modernisering af denne del af sundhedsvæsenet, hvor almen praksis er en grundpille i de borgernære sundhedstilbud. Hvor er fx visionen om at samle de mange enkeltmands-praksisser i større lægehuse, så man kan tilbyde patienter - og særligt patienter med kroniske sygdomme - forskellige sundhedsfaglige kompetencer under samme tag.

En tværfaglig tilgang til patienterne er helt afgørende for møde udfordringerne i fremtidens patientsammensætning, hvor kronikere og patienter med mere end en sygdom, med rette vil forvente, at også almen praksis er i stand til at behandle dem.

Den ny overenskomst mellem PLO og Regionerne træder i kraft i april 2011 og gælder i to år.

Datafangst er et IT-redskab som sikrer lægen et bedre overblik over patienter med kroniske sygdomme, og kan være med til at sikre og udvikle kvaliteten af behandlingen af disse patientgrupper.

Læs også: Konflikt rammer patienterne.

Læs også: "Lægekonflikt udsat".