Viljen er der – men hvorfor er nogle bedre til at inddrage end andre?

Af Alexandra Ryborg Jønsson, ph.d.-studerende i ViBIS

Viljen er der. En del af mit job er at tage rundt i landet og holde oplæg for læger, sygeplejersker, ergoterapeuter, afdelingsledere, kvalitetsudviklere og alle mulige andre professioner, der arbejder i det danske sundhedsvæsen, og jeg er ikke i tvivl: Langt de fleste sundhedsprofessionelle brænder for at inddrage patienterne. Og jeg er heller ikke i tvivl om, at når jeg kommer til det punkt i mine foredrag, hvor jeg beder tilhørerne komme med reaktioner på ViBIS’ tilgang til inddragelse, er der altid en der rækker hånden i vejret og siger ”jamen, vi gør det jo allerede!”. Og det er jo rigtig godt – eller hvad

Sundhedsvæsenet – en fremmed og mystisk kultur

Jeg er antropolog. Før i tiden var antropologerne dem, der drog til fjerne og uudforskede steder i verden, og beskrev og analyserede fremmede kulturer. Nu er det bare sådan, at der stort set ikke findes uudforskede steder mere, og vi er efterhånden alt for mange antropologer til at kunne bo hos de samme stammer. Så i stedet vendte man snuden hjemad – og opdagede, at der inde hos naboen kan foregå lige så skøre og interessante ting, som i den fjerneste junglehytte.

I dag er der mange antropologer, der arbejder i eget samfund, hvor vi beskriver og analyserer organisationer, etniske grupperinger, børnehavebørn, modefænomener og alt muligt andet. I sundhedsvæsenet er det eksempelvis interessant at se på, hvordan sygeplejersker og patienter tillægger travlhed forskellige betydninger i forskellige sammenhænge. Det er nemt at blive forarget, når man læser om patienter i andre kulturer, der giver lægen gaver, for at få en bedre behandling. Det er sværere, når man opdager, at patienten, der på en dansk hospitalsafdeling italesætter personalets travlhed, og siger ”stakkels jer”, bliver mødt med en venligere attitude end patienten, som brokker sig over lægen, der aldrig kommer.

Hvordan får man øje på inddragelsen?

Selv forsker jeg blandt andet i, hvordan patienter med flere kroniske sygdomme – multisyge kalder vi dem – får hverdagen til at hænge sammen, og hvordan de bliver inddraget i deres behandlinger. Jeg interviewer dem i grupper og enkeltvis, jeg er hjemme og besøge dem, drikker kaffe og spiser kage og snakker om de mange og lange behandlinger – og så er jeg med dem til læge, fysioterapi og hvad de nu ellers går til. En af de allermest grundlæggende metoder i antropologien er deltagerobservation, der som navnet antyder består i, at man observerer – men ikke som en flue på væggen, nej, man deltager i begivenhederne. Nu er det jo nemt nok at være deltager i for eksempel en folkedanserforeningen, for der må man jo forsøge at danse med efter bedste evne, men hvordan deltager man i fysioterapi?

Af indlysende årsager kan jeg – og skal jeg – ikke tjekkes eller behandles, som de patienter jeg følger. I stedet gør jeg hvad jeg kan for altid at være på patientens side – jeg stiller spørgsmål, som om det var min mor eller veninde jeg var med, og jeg befinder mig fysisk ved siden af dem hele tiden. Undervejs skriver jeg en masse ned om, hvad der foregår – jeg tegner sågar nogle gange – og bagefter snakker jeg med patienten, og beder dem forklare, hvad de synes der skete. Følte de sig overhovedet inddraget?

Deltagelsen, der forsvandt

For at vende tilbage til mit provokerende spørgsmål: Hvis de sundhedsprofessionelle selv siger, at de inddrager, så er det vel godt nok – eller hvad? Nej, for sagen er, at når jeg er med ude og lave deltagerobservation, så ser jeg masser af eksempler på, at patienternes viden, præferencer og ressourcer slet ikke kommer i spil. Og patienterne føler sig ikke altid inddraget – selvom de gerne vil.

Som sagt er viljen der, og det er her, at mit arbejde for alvor bliver spændende. For hvorfor er nogle bedre til at inddrage patienter end andre? Det er simpelthen et spørgsmål om kultur. Arbejdskulturen på to afdelinger på samme hospital kan være vidt forskellig. Og så er der jo det gode ved kultur – den kan påvirkes og ændres. Så selvom jeg ikke altid er enig i, at patienterne allerede bliver inddraget, så tror jeg på, at vi sammen kan dele viden og erfaringer, så vi på den lange bane får indført en arbejdskultur, der giver plads til inddragelse af patienterne.