Danske erfaringer når udlandet

none

I projektet Det Brugerinddragende Hospital er man nu så langt, at medarbejderne på Aarhus Universitetshospital kan dele nogle af deres erfaringer med fagprofessionelle i udlandet.

Fra 13. til 16. maj danner Beograd i Serbien rammen om den 10. kongres for sygeplejersker, der arbejder inden for det neurovidenskabelige område. Kongressen arrangeres af European Association of Neuroscience Nurses, og på talerlisten i år er kvalitets- og udviklingssygeplejerske Karen Berntsen fra Neurokirurgisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital. 

Afdelingen er en del af projektet Det Brugerinddragende Hospital, hvor ViBIS samarbejder med Aarhus Universitetshospital om at udvikle systematiske metoder til at inddrage patienterne bedre.

Vi arbejder løbende med at gøre arbejdsgangene bedre for vores patienter, og derfor tænker vi, det er vigtigt at være med i front, når det gælder brugerinddragelse, fordi vi ved, det øger kvaliteten, patienttilfredsheden og patientsikkerheden. Vi ved, det er et problem både i Danmark og Europa at lave brugerinddragelse systematisk, siger Karen Berntsen.

Brugerinddragelse er helt nødvendigt

Hun glæder sig til at få muligheden for at fortælle sine internationale kolleger om erfaringerne fra projektet på Aarhus Universitetshospital: 

Jeg har tænkt mig at sige, at min præsentation er relevant for alle tilhørere, fordi projektet har som baggrund, at brugerinddragelse er nødvendigt for at sikre den bedste behandlingskvalitet, patienttilfredshed og patientsikkerhed, og at brugerinddragelse i Danmark både har et politisk fokus og er et ønske fra patienter og pårørende og sundhedsvæsenet selv.

Projektet på AUH lægger op til at udvikle redskaber inden for to specifikke områder, nemlig brugerstyret behandling og fælles beslutningstagen. 

Jeg vil fortælle om de to redskaber, fordi det netop svarer på spørgsmålet om, hvordan man kan systematisere brugerinddragelse, siger Karen Berntsen.

Fokus på patientens behov 

En del af præsentationen kommer til at have fokus på det konkrete projekt i Neurokirurgisk Afdeling. 

Vi laver et nedslag i patientforløbet dér, hvor beslutningen om at blive opereret i ryggen er truffet, men før den endelige indlæggelse. Vi vil finde ud af, hvad det er for noget information, patienterne selv mener, de har behov for, og hvordan de gerne vil have den. Vi er åbne over for, at vi kan komme til at ændre helt på den måde, vi i dag klæder patienterne på før indlæggelse til operationen, siger Karen Berntsen. 

Metoderne skal udvikles i tæt dialog med allerede opererede patienter - og der kommer fokus på, hvilken information patienterne gerne ville have haft før operationen, og hvordan de gerne ville have modtaget informationen. 

Det er relevant, fordi vi i dag hører patienterne fortælle os, at de får de samme ting at vide rigtig mange gange inden indlæggelse, men at vi ikke nødvendigvis altid er opsøgende i forhold til, hvad de gerne vil vide inden en indlæggelse, understreger Karen Berntsen. 

Læs mere om Det Brugerindddragende Hospital her.