Det Brugerinddragende Hospital er godt på vej

none

På Aarhus Universitetshospital arbejder man i øjeblikket med at udvikle tiltag, der sikrer patienterne større indflydelse på deres behandling.

Aarhus Universitetshospital danner for tiden rammen om et eksperiment, hvor 20 afdelinger over de næste to år skal arbejde med at inddrage patienterne. Det sker ved at anvende fælles beslutningstagning og brugerstyret behandling, der er to særligt effektive metoder, når det gælder inddragelse af patienter i deres eget forløb.

Sammen med deres patienter er de første otte afdelinger netop nu i gang med at udvikle en række nye tiltag, der skal sikre patienterne en større stemme i beslutninger og tilrettelæggelsen af deres behandlingsforløb. 

Blandt andet har sygeplejersker og læger i projektet interviewet deres patienter – og det har givet nye perspektiver på kommunikation og patienternes viden om deres sygdom og behandling. Allerede i midten af april kommer turen til de næste 12 afdelinger, der også skal udvikle tiltag, der sætter patienternes viden og præferencer i spil.

Tid og rammer er en barriere

Det er dog svært at finde tid og plads til arbejdet med at udvikle nye redskaber i en travl hverdag. Det står klart efter det første erfaringsmøde med de otte tovholdere, der står i spidsen for projektet på deres afdelinger.

For at projektgrupperne får bedre rammer til at udvikle de brugerinddragende værktøjer, ser projektets styregruppe derfor nu på, hvordan det i højere grad er muligt at støtte personalet i udviklingsprocessen.

Læs mere om projektet her.

Fakta

Det Brugerinddragende Hospital er et samarbejde mellem ViBIS, Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet.