Workshop ruster nøglepersoner til rollen som inddragelsespilot

Kompetenceudvikling
none

21 inddragelsespiloter var i forrige måned på workshop hos ViBIS i København for at blive klædt på til at gå forrest i inddragelsesprojekter.

Som noget helt nyt tilbyder Videnscenter for Brugerinddragelse i Sundhedsvæsenet (ViBIS) uddannelse til sundhedsprofessionelle, der til daglig arbejder med at inddrage patienter og pårørende – og gerne vil gøre det endnu mere. 

Den første workshop blev holdt den 26. februar. Her underviste ViBIS inddragelsespiloterne i at stå i spidsen for arbejdet med at forbedre inddragelsen af patienter og pårørende på deres afdelinger på hospitalerne rundt om i landet. De 21 inddragelsespiloter fik blandt andet konkrete redskaber og viden om kvalitative metoder, så de er bedre rustet til at facilitere inddragelsesprojekter med en større effekt.

Evaluering af workshoppen er positiv

På workshoppen fik piloterne også mulighed for at netværke og udveksle erfaringer med andre sundhedsprofessionelle og med ViBIS’ eksperter i brugerinddragelse. Det resulterede i positive tilbagemeldinger fra flere af inddragelsespiloterne, der havde fået inspiration samt gode råd og input til deres projekter og det videre arbejde med at inddrage patienter og pårørende i praksis.

Workshoppen fremmer motivationen for at gå videre med et konkret projekt såvel som for at have et tydeligere fokus på inddragelse generelt, skriver en deltager i en evaluering af workshoppen.

Undervisningen ruster desuden deltagerne til fremover at indtage rollen som inddragelsespilot, der kan motivere og rådgive kollegaer om metoder og redskaber til inddragelse. Dermed kan piloterne gå forrest, når det handler om at tilføre deres afdeling ny viden om brugerinddragelse og igangsætte lokale initiativer.

Vil du være inddragelsespilot?

Sundhedsvæsenet har brug for inddragelsespiloter. Derfor er ViBIS allerede i gang med at planlægge de næste workshops, der bliver holdt i løbet af foråret og efteråret i henholdsvis Aarhus og København. Derudover har ViBIS skræddersyet to inddragelsespilotworkshops for 45 medarbejdere på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg i april og juni.

Læs mere om workshoppen her.