Kronisk syge har svært ved at tale med lægen

Nyhed
none

Mennesker ramt af kronisk sygdom har langt sværere ved at forstå og læse informationer om sundhed og ved at kommunikere med de sundhedsprofessionelle end øvrige patienter. Det viser en ny analyse.

Hos CFK-Folkesundhed og Kvalitetsudvikling i Region Midtjylland undersøger man i en stor kvantitativ analyse sundhedskompetencen blandt patienter med kronisk sygdom. Dermed ser man på patienternes evne til at forstå og bruge information om deres sygdom.

Analysen viser, at patienter med kroniske sygdomme har markante udfordringer, når de kommunikerer med sundhedspersonalet. Blandt andet oplever omkring hver femte, at det er vanskeligt at have gode samtaler med lægen og få stillet de spørgsmål, man som patient sidder med. Det gælder især for multisyge, hvis forløb ofte er mere komplekse end hos andre patienter.

Styrket patientinddragelse en del af løsningen

Ifølge CFK-Folkesundhed og Kvalitetsudvikling peger den nye viden på, at det er nødvendigt at styrke patientinddragelsen og dermed kvaliteten af behandlingen.

I Videnscenter for Brugerinddragelse i Sundhedsvæsenet (ViBIS) er man helt enige i, at en vigtig del af løsningen handler om inddragelse, da det kan være med til at skabe et solidt fundament for dialogen mellem patient og sundhedsprofessionel. Ifølge ViBIS er det dog nødvendigt at sikre, at de rette rammer er til stede, hvis patienter i højere grad skal inddrages.

Inddragelse er ikke en snuptagsløsning. Det er derfor vigtigt, at de sundhedsprofessionelle er klædt godt på til arbejdet med at inddrage patienter og pårørende. Samtidig kan patienter og pårørende med fordel inddrages i udviklingen af informationsmateriale og –løsninger for på den måde at få et indblik i, hvordan informationen kan tilrettelægges bedst muligt for patienterne, siger chef for kvalitet og politik Annette Wandel fra ViBIS.

Derudover er det ifølge ViBIS væsentligt, at man i sundhedsvæsenet er opmærksom på patientens ressourcer i form af for eksempel alder og uddannelse. Det kan nemlig have betydning for evnen til at forstå sundhedsinformation og for at kommunikere med sundhedspersonale – og kan dermed være med til at øge den sociale ulighed i sundhed, hvis ikke sundhedsvæsenet sikrer, at det ikke alene er dem med ressourcer, der forstår lægen.

Læs hele analysen her.

Fakta

Analysen er lavet på baggrund af data fra 29.473 personer fra spørgeskemaundersøgelsen ”Hvordan har du det?” fra Region Midtjylland i 2013.

De kroniske sygdomme i analysen omfatter hjertesygdomme, KOL og diabetes.