Speciallægers efteruddannelse er vigtig

Nyhed

Læger skal bevise, at de er dygtige nok, mener flere ledende læger efter en række eksempler på fejloperationer. Danske Patienter finder det positivt med fokus på speciallægers kompetenceudvikling.

Syge danskere skal kunne stole på, at den læge, der behandler dem, kan sit kram. Det mener flere ledende læger, der nu kommer med et forslag om, at speciallæger skal kunne dokumentere, at de holder sig opdateret og sikrer sig den fornødne viden inden for deres felt. Det skriver Berlingske søndag.

Det skal ifølge lægernes forslag ske ved, at der indføres en eksamens- og certificeringsordning for speciallæger i Danmark på linje med, hvad man har i blandt andet Schweiz, Storbritannien og USA.

Ifølge Danske Patienter er det vigtigt for patienterne, at speciallæger er opdateret med den nyeste viden. Derfor er Danske Patienter glade for, at der kommer fokus på, hvordan vi i Danmark kvalitetssikrer speciallægernes faglige kunnen.

Det er positivt, at lægerne selv spiller ud med et forslag til en løsning. Fokus på efteruddannelse af læger er noget, vi i Danske Patienter har efterspurgt, da vi ved fra patientforeningerne, at det er problematisk, når lægerne ikke får opdateret deres specialistviden, siger Camilla Hersom, formand for Danske Patienter.

Læs artiklen i Berlingske her.