Frivillige på retur: Sådan overlever patientforeningerne

Det er ikke fordi, der er færre danskere, der vil engagere sig i frivilligt arbejde, men de vil engageres på en anden måde. Det skal være mere fleksibelt og engagerende end for eksempel en bestyrelsespost eller kassértjans, siger Thomas Boje, professor ved Roskilde Universitet.

Tidligere engagerede man sig, fordi ”nogen skulle jo gøre det,” men sådan er det ikke i dag. Der skal være mening i det. Man vil engagere sig, fordi der er en god sag, som man kan bidrage til, siger Marie Holdt, chefkonsulent i Ingerfair.

Der er kommet mere pres på arbejdslivet, og især børnefamilierne er hårdt spændt for. Nutidens pensionister har også fået mere travlt, bliver længere på arbejdsmarkedet og har fået flere omsorgsforpligtigelser, siger Thomas Boje.

I løbet af et år stiger alderen på de frivillige ikke med ét år, men med to-tre år. Det er en hastig og dramatisk forældelse af gruppen. Det bliver et kæmpe problem, hvis man ikke kan få fat i de unge frivillige, for så bliver frivilligheden ”noget for ældre,” og så bliver det hverken sjovt for patientforeningerne eller de få unge, der vil engagere sig, siger Thomas Boje.

Man er nødt til at tage alvorligt, at samfundet er i forandring. Man kan ikke læne sig tilbage og vente på, at tingene bliver som det var førhen. Der står mennesker, som gerne vil engagere sig, men det er ikke dem, der skal tilpasse sig til organisationerne – det er organisationerne, der skal tilpasse sig, siger Marie Holdt.

Deres legitimitet er det demokratiske fundament – medlemmerne. Og dem skal de involvere i langt højere grad, hvis de vil overleve. Man kunne for eksempel opfordre medlemmer til at udvikle konkrete opgaver, tildele det en pose penge og så ellers lade dem løse opgaven, som de mener det skal gøres – uden alt bureaukratiet, siger han og uddyber: De skal opleve ejerskab og have mulighed for at forfølge de gode idéer, hvis de skal engageres. Det dræber engagementet, hvis det er bestyrelsen, der skal ind over og dikterer alt.

Vi ser en tendens lige nu, hvor man i højere grad organiserer sig uden for foreningerne via sociale medier, og her kan det gå meget hurtigt fra idé til handling. De frivillige gider ikke vente til næste generalforsamling for at komme videre med en god idé. Så går de et andet sted hen eller starter noget selv, siger hun.

Der foregår en masse uden for de traditionelle organisationer, mere eller mindre spontant, som er organiseret gennem internettet, hvor man laver dialoggrupper og prøver at få aktiviteter op at stå. Det er et spørgsmål om tid, før det også for alvor rammer patientforeningerne, siger Thomas Boje.

Rekrutteringsgrundlaget er ikke kun medlemmer, patienter og deres pårørende. Man skal se på den opgave, man gerne vil løse, og så finde ud af, hvem der er bedst til at løse den. Dernæst skal man være skarpt på at lave målrettet rekruttering, så man brænder igennem alt den støj vi er udsat for i dag, siger Marie Holdt og forklarer: En opgave godt være relevant for både studerende og pensionister, fordi begge grupper har tid i hverdagen, men du fanger dem ikke med det samme opslag på Facebook. Organisationerne skal være meget skarpe i deres kommunikation om og til frivillige – også i forhold til, hvordan den konkrete opgave – stor som lille – bidrager til sagen. Det er dét, der motiverer.

Lovgivningen er ligeså traditionel som mange foreningers tankegang. Derfor er den model, som mange arbejder efter i dag, ganske godt beskyttet. Men vi begynder at se eksempler, hvor kommuner og fonde støtter enkeltpersoner eller borgergrupper med en god idé, så det kan være på retur. Det bør det i hvert fald være efter min mening, siger han.

Man kan lige så godt droppe monopoltankegangen allerede nu. Flere fonde og kommuner trækker i retning af, at de kun støtter projekter, hvor man samarbejder på tværs. Det er sådan, fremtiden ser ud, slutter Marie Holdt.