Historie
Danske Patienter blev etableret i 2007 og udsprang af netværket Patientforum, der var et samarbejde mellem en række patientforeninger og Danske Handicaporganisationer.
Patientforum blev stiftet i 2003 og var et formaliseret dialogforum med både forretningsorden og vedtægter. Patientforum arbejdede for at sikre fokus på patienters interesser og fungerede som repræsentant for det generelle patientperspektiv i dialog med det offentlige – meget lig den funktion, som Danske Patienter udfylder i dag.
Lige fra begyndelsen var det meningen, at Patientforum skulle udvikle sig til noget større, og i 2005 blev der lagt planer for fremtiden. Det resulterede i en etablering af paraplyorganisationen Danske Patienter i 2007. Danske Handicaporganisationer trådte i den forbindelse ud af samarbejdet.
Ni medlemsforeninger bliver til 25
Danske Patienter bestod til at begynde med af ni foreninger. Siden 2007 har Danske Patienter vokset sig større og større. I dag repræsenterer paraplyorganisationen stadig de ni foreninger, der var med fra begyndelsen, men paraplyen har fået yderligere 14 medlemmer gennem årene.
Danske Patienter har i dag 25 medlemsorganisationer, der repræsenterer 106 patient- og pårørendeforeninger med i alt 900.000 medlemmer.
Videnscenter for Brugerinddragelse
I november 2011 etablerede Danske Patienter Videnscenter for Brugerinddragelse i Sundhedsvæsenet (ViBIS). Videnscenteret indsamler og formidler viden om fordele og udfordringer ved inddragelse af patienter og pårørende i de enkelte behandlingsforløb og i organiseringen af sundhedsvæsenets rammer.
Videnscenteret blev etableret med støtte fra TrygFonden, der stadig støtter og samarbejder om konkrete projekter under videnscenteret. Centeret fik i 2016 en bevilling fra Sundhedsministeriet til at udbrede sin viden gennem særlige netvæk på tværs af sundhedsvæsenets aktører.
Formænd for Danske Patienter fra 2007 til i dag
Danske Patienters formand kan med de nuværende regler sidde tre perioder af hver to års varighed – det vil sige maksimalt seks år i alt. Her finder du en oversigt over organisationens formænd gennem tiden:
- April 2020 – nu: Klaus Lunding
Klaus Lunding er blandt andet tidligere hospitalsdirektør på Herlev og Gentofte Hospital og har også erfaring som sekretariatschef i FTF (hovedorganisation for funktionærer og tjenestemænd). - Januar 2019 – april 2020: Ebbe Henningsen (konstitueret)
Ebbe Henningsen var formand for Bedre Psykiatri fra 2001 til 2014 og har siddet som næstformand og medlem af forretningsudvalget i Danske Patienter siden september 2014. - April 2016 – januar 2019: Camilla Hersom
Camilla Hersom er tidligere folketingsmedlem for Radikale Venstre og tidligere formand for Forbrugerrådet. - September 2010 – april 2016: Lars Engberg
Lars Engberg var tidligere sundhedsborgmester i København og overborgmester i kommunen fra oktober 2004 til september 2005. Fra 2000 til 2010 var Lars Engberg direktør for Nyreforeningen. - September 2009 – september 2010: Stig Hedegaard Kristensen (konstitueret)
Stig Hedegaard Kristensen var formand for Nyreforeningen fra 2002-2014 og er tidligere medlem af Sundhedsbrugerrådet i Region Midtjylland. - April 2009 – september 2009: Pia Christmas-Møller
Pia Christmas-Møller er tidligere folketingsmedlem for Konservative. - November 2008 – april 2009: Stig Hedegaard Kristensen (konstitueret)
Stig Hedegaard Kristensen var formand for Nyreforeningen fra 2002-2014 og er tidligere medlem af Sundhedsbrugerrådet i Region Midtjylland. - Juli 2007 – november 2008: Torben Lund
Torben Lund var politiker i Socialdemokratiet og sad blandt andet som sundhedsminister fra januar 1993 til september 1994 og som medlem af Europa-Parlamentet fra 1999-2004.