Klaus Lunding

Klaus Lunding er formand for Danske Patienter. Han blev valgt i april 2020.

Klaus Lunding blev valgt på et digitalt repræsentantskabsmøde med fuld opbakning fra de tilstedeværende medlemsrepræsentanter den 22. april 2020.

Han overtager formandsposten fra næstformand Ebbe Henningsen, der har fungeret i rollen, siden tidligere formand Camilla Hersom trak sig fra posten i forbindelse med Folketingsvalget 2019.

Klaus Lunding har blandt andet tidligere været ansat som hospitalsdirektør på Herlev og Gentofte Hospital og som sekretariatschef i det daværende FTF (hovedorganisation for funktionærer og tjenestemænd).

Som hospitalsdirektør opbyggede Klaus Lunding et stort kendskab og netværk i sundhedsvæsenet og havde altid stærkt fokus på at imødekomme patienter og pårørendes behov. Med de præferencer og erfaringer i bagagen vil han som formand for Danske Patienter arbejde for at få inddragelse af patienter og pårørende i både sygdomsforløb og udviklingen af sundhedsvæsenet i det hele taget længere op på den politiske dagsorden.

Pressebilleder af Klaus Lunding

Hent pressebilleder af formand Klaus Lunding her (nederst på siden).