Brugerinddragelse er kernen i ny national klinisk retningslinje for tryksår

I dag er Regionshospitalet Silkeborg klar til at udgive den første nationale kliniske retningslinje for tryksår i Danmark. Den er kommet til verden på baggrund af midler og rådgivning fra Sundhedsstyrelsen, som har støttet projektet siden begyndelsen i 2018.

Birgitte Skovgaard fra Center for Planlagt Kirurgi står i spidsen for en reference- og arbejdsgruppe som projektleder og fagkonsulent. Arbejdsgruppen er tværfaglig, består af 10 personer fra kommuner og regioner og arbejder ved siden af referencegruppen, der skal sikre, at retningslinjen kan udbredes i det danske sundhedsvæsen.

Dét er højst nødvendigt, for tryksår er et symptom, der normalt behandles med stor variation i Danmark. Retningslinjen skal derfor sikre en ensartet og kvalitetssikret tilgang til tryksår på nationalt plan. Ifølge Birgitte Skovgaard bør systematisk brugerinddragelse indgå lige fra udviklingen af retningslinjen til implementeringen af den i praksis.

En ressourcekrævende proces, indrømmer hun — men den er det hele værd. Vi har talt med hende om de ressourcer, der er nødt til at være på plads, og hvordan hun selv har brugt dem.

Aktivér hele netværket

Selvom inddragelse bør foregå systematisk, skal den tilpasses den specifikke borger og patient. Borgere og patienter med tryksår er en svær målgruppe, fordi der er tale om mange forskellige risikofaktorer, og derfor er det også en gruppe, der repræsenterer forskellige typer udfordringer for specifik og individuel forebyggelse af tryksår.

Fælles for dem er samtidig, at de – grundet tryksår – ikke altid er mobile.

Jeg brugte styregruppen, arbejdsgruppen og mit netværk under hele processen. De blev især inddraget i rekrutteringen, fordi patientgruppen består af så forskellige borgere, der ikke er ret mobile grundet tryksår. Jeg ville ikke kunne have gjort det, hvis jeg havde valgt at arbejde solo, siger Birgitte Skovgaard.

Tryksårspatienter er ofte sengeliggende patienter eller kørestolsbrugere, så projektet måtte rekruttere patienter, der lå på Rigshospitalet. 

Ledelsen skal bakke op fra start til slut

Et godt netværk er ikke nok i sig selv. Havde referencegruppen ikke bakket op, havde intet af det ifølge Birgitte Skovgaard kunne lade sig gøre:

Det havde simpelthen ikke været muligt uden den opbakning fra ledelsens side - alt afhænger af de rammer, de har lagt for én. Det kræver blandt andet ekstra tid og løn, så man skal være sikker på, at ledelsens opbakning er på plads, før man går i gang, siger hun.

Når retningslinjen skal implementeres rundt i Danmark, gælder samme princip: Ledelserne på behandlingsstederne er nødt til at understøtte inddragelsen i den daglige arbejdsgang.

Men hvorfor skal ledelsen prioritere det? Fordi brugerinddragende processer giver de bedste resultater ifølge Birgitte Skovgaard. Ofte er hverken forskningslitteraturen lokalt forankret eller entydig i resultaterne, når det kommer til inddragelse.

Hun mener derfor også, at det forsknings- og udviklingsprojekter er bedst at starte med høje ambitioner i forhold til niveauet af inddragelse — for de perspektiver, man bliver klogere på, har stor værdi for det videre arbejde i praksis. Selv oplevede hun nemlig, at det var brugerne frem for den internationale forskning, der gav hende svar på de vigtigste spørgsmål. 

Vores viden i projektet kom ikke fra os som sundhedsprofessionelle eller os som forskere – den kom fra dem, det drejede sig om. De bekræftede os i alt det, litteraturen havde peget på af positive resultater. Litteraturen giver tit anvisninger om, at man bør inddrage, men ikke hvordan man skal gøre det og hvad det kan betyde for specifikke lokale kontekster. Det er netop de to vigtige perspektiver, vi skal have et særligt fokus på, når vi skal implementere den nationale kliniske retningslinje.

Medarbejderne skal være parate til at inddrage

Ledelsens opbakning spiller en stor rolle for, om de sundhedsprofessionelle føler sig klar og klædt på til at inddrage, hvilket er helt centralt ifølge Birgitte Skovgaard.

Det er os, der skal invitere til inddragelse. Borgere kan nemt blive autoritetstro og komme til at undlade at stille spørgsmål. Der er for eksempel forskel på at spørge:

"Har du spørgsmål ud fra det, jeg har fortalt dig?" og: "Ud fra det jeg har fortalt dig, hvilke spørgsmål har du?"

Nummer to er en opfordring til at spørge den sundhedsprofessionelle, og er borgeren meget autoritetstro, vil der derfor være en større sandsynlighed for, at han/hun stiller uddybende spørgsmål, forklarer Birgitte Skovgaard.

Når projektlederne i Videnscenter for Brugerinddragelse i Sundhedsvæsenet (ViBIS) holder workshops for sundhedsprofessionelle, oplever de ofte, at både deltagerne og de selv går derfra med nye ideer og perspektiver, som de ikke vidste, de manglede.

Det oplevede Birgitte Skovgaard selv til en workshop, som foregik i samarbejde med hendes kollega Line Trine Dalsgaard og Josine Elvekjær, der er projektleder i ViBIS. 

Til workshoppen blev jeg mere bevidst om , at vi sundhedsprofessionelle af god vilje nogen gange tror, vi ved bedst, men at vi faktisk ikke taler helt det samme sprog som patienter og pårørende. Det kan være noget andet, der giver mening for dem end for os, så vi ’ved ikke bedst’, før vi indgår i dialog, slutter hun.