Der er brug for en kulturforandring

Nyhed
none

Patientinddragelse kræver ændrede rammer og ledelsesopbakning.

Selvom 99 procent af sygeplejerskerne og 98 procent af lægerne mener, at det er vigtigt, at patienter bliver inddraget i plejen og behandlingen, så finder inddragelse ikke systematisk sted på landets hospitaler.

Mangel på ledelsesopbakning og personale, problemer med de fysiske rammer og for lidt tid. Det er nogle af de faktorer, som er med til at forhindre, at patienter bliver inddraget. Det viser den undersøgelse af læger og sygeplejerskers forståelse af patientinddragelse, som Danske Patienters Videnscenter for Brugerinddragelse netop har offentliggjort i en rapport.

Rammerne skal ændres

Undersøgelsen er udført i samarbejde med Dansk Sygeplejeråd og Lægeforeningen, og formanden for Lægeforeningen, Mads Koch Hansen, er heller ikke i tvivl om, at lægerne kan inddrage mere, end de gør i dag. Det udtaler han til Metroxpress, hvor han efterlyser en hel kulturforandring.

Vi skal have en kulturforandring i gang, der kan bane vej for nogle andre rammer for samtaler mellem læge og patienter. Lægerne skal lære og også have muligheder for at tale med patienterne om det, som er det vigtigste for patienterne, og ikke det, som vi tror, er det vigtigste, udtaler Mads Koch Hansen til Metroxpress.

Vigtigt at ledelsen bakker op

At rammerne skal ændres, er formanden for Danske Sygeplejeråd enig i. Hun understreger i den forbindelse vigtigheden af, at ledelsen går i front.

Rammerne er i nogle tilfælde i dag en hindring for patientinddragelse. Derfor er det vigtigt, at ledelsen bakker op, så der bliver afsat ressourcer og tid i det daglige, understreger formand, Grete Christensen, fra Dansk Sygeplejeråd.

I rapporten understreges det som en forudsætning for at implementere patientinddragelse bredt i det danske sundhedsvæsen, at ledelsen på landets hospitaler sørger for at prioritere tid og personaleressourcer til opgaven.

Rapporten peger samtidig på, at der er behov for, at ledelsen understøtter læger og sygeplejersker med mere viden om metoder til inddragelse.

Læs hele rapporten her.