Direktiv: Lettere at få behandling i udlandet

Høringssvar
none

Danske Patienter frygter, at kun ressourcestærke patienter får gavn af det nye direktiv.

Danske Patienter har afgivet høringssvar i forbindelse med ændring af sundhedsloven vedrørende implementering af patientmobilitetsdirektivet. Direktivet skal gøre det lettere at modtage sundhedsydelser på tværs af grænserne, og Danske Patienter kommer med konkrete forslag til ændringer, så det sikres, at det ikke kun er de ressourcestærke patienter, der kan udnytte de muligheder, direktivet giver.

Flere midler til patientkontorer

Bekymringen for, at kun de ressourcestærke patienter vil modtage behandling i udlandet, hænger blandt andet sammen med de omfattende krav, der er til ansøgning om forhåndsgodkendelse. For mange patienter vil krav til indhentning af beskrivelser og pristilbud på behandling i udlandet nemlig være umulige at imødekomme. Danske Patienter anbefaler derfor, at der bliver afsat midler til de patientkontorer, der skal vejlede og rådgive patienter om behandling i udlandet, så deres kompetencer styrkes og udvides i forhold til særligt den rådgivende funktion. På den måde kan de patienter, der har behov for det, få hjælp til forhåndsgodkendelsen.

Refusion skal modvirke social ulighed

I forbindelse med betaling for behandling anbefaler Danske Patienter, at refusionen så vidt muligt sker mellem regionen og det behandlingssted, som den danske patient har besøgt i udlandet. På den måde modvirker man den sociale ulighed i adgangen til behandling i udlandet, som kan opstå, hvis patienten selv skal lægge ud for behandlingen.

Danske Patienter ønsker sikkerhed for, at de danske regler for patientadgang til egne data fortsat gælder, selv om patienten er i behandling i udlandet. I den forbindelse er det er også vigtigt, at det nationale sundhedsvæsens it-systemer bliver udviklet, så der ikke opstår kommunikationsbrist. Hvis ikke det danske it-system fungerer internt, vil det være endnu sværere at sikre et sammenhængende forløb for en patient, der har modtaget behandling i udlandet.

Klar strategi for samarbejde med EU-lande

Sidst men ikke mindst opfordrer Danske Patienter regeringen til at formulere en klar strategi for et bedre samarbejde med andre EU-lande, private sundhedsaktører og patientforeninger, sådan som direktivet forpligter til. Det brede samarbejde er vigtigt for at sikre den viden, de nationale informations- og rådgivningskanaler skal have for at vejlede patienterne bedst muligt.

Læs hele høringssvaret her.