Eksperter samler sig om PRO

none

Der var et stort fremmøde og en livlig debat, da ekspertgruppen for Program PRO i denne uge var samlet for første gang.

24 af de 29 eksperter i Program PRO’s ekspertgruppe mødtes for allerførste gang i denne uge for at se på, hvordan man kan sikre, at patienternes oplysninger, om i hvilken grad et behandlingsforløb har været gavnligt, bliver en del af den måde, man udvikler kvaliteten i sundhedsvæsenet på.

Ekspertgruppen forsøgte at kredse sig ind på, hvad patientrapporterede oplysninger egentligt er, og hvordan de kan anvendes som kvalitetsmål. Der er mange opfattelser af, hvad patientrapporterede oplysninger er, og hvad de kan bruges til. Netop anvendelsen som kvalitetsmål er et perspektiv, man de senere år er begyndt at se på både internationalt og i en dansk kontekst. Afdækningen af denne viden er et af formålene med Program PRO og ekspertgruppens arbejde.

Den var en enorm engageret debat blandt eksperterne. De gav mange input og perspektiver på patientrapporterede oplysninger, det vil sige patienternes oplysninger om deres gavn af behandlingsforløbene, siger projektleder Mette Munch-Petersen fra ViBIS.

Barrierer og potentialer

Ekspertgruppens drøftelser løftede også sløret for nogle af de barrierer og potentialer, der er ved at anvende patientrapporterede oplysninger som kvalitetsmål. Hvordan sikrer man for eksempel, at det man spørger patienterne om, bliver relevant og meningsfuldt for patienterne selv? Hvordan sikrer man sig, at oplysningerne faktisk er et udtryk for kvaliteten i behandlingen? Og hvordan kan man undersøge behandlingsforløb på tværs af sektorer?

Debatten viste bredden i mulighederne for anvendelse af patientrapporterede oplysninger og gav et godt afsæt for en definition, der kan anvendes i det videre arbejde. Men den viste også, at det er en kompleks opgave at finde løsninger. Alt i alt tegner ekspertgruppens arbejde til at blive en frugtbar proces, der viser nye muligheder for kvalitetsudvikling i det danske sundhedsvæsen, siger Mette Munch-Petersen.

Det næste møde finder sted den 9. juni 2015, hvor eksperterne samles igen.

Læs mere om Program PRO her.