Fælles Medicinkort forsinket igen

Nyhed
none

Patienter må betale en dyr pris, idet implementeringen af Fælles Medicinkort igen udskydes.

Fælles Medicinkort skulle have været klar til brug af alle sygehuse, vagtlæger og praktiserende læger i 2011, men det lader til, at det først bliver implementeret i slutningen af 2013. Det betyder, at fejlmedicineringen stadig finder sted. Danske Patienter er stærkt utilfreds, fordi patienterne betaler prisen.

Faktisk er det 60 procent af alle de fejl, som personalet i sundhedsvæsenet indberetter, der skyldes fejlmedicinering. Derfor er Danske Patienter stærkt utilfreds med, at lanceringen af det Fælles medicinkort igen udskydes med et år.

Kun hver tredje læge er med

Før at det Fælles Medicinkort kan fungere, skal alle parter – sygehuse, praktiserende læger og speciallæger med flere – være med, men på landsplan er det kun hver tredje praktiserende læge, der benytter Fælles Medicinkort. Det er et stort problem, når 700.000 danskere har over seks forskellige slags medicin at holde styr på.

Hundredtusindvis af danskere får mere end seks forskellige medikamenter på samme tid, og det er dem, der har allermest brug for, at der kommer bedre styr på medicineringen. Sundhedsvæsenet er præget af, at praktiserende læger, sygeplejersker og overlæger ikke har tid til at kontakte alle mulige andre for at få overblik over patientens medicin. Og så stiger risikoen for fejl, siger formand Lars Engberg fra Danske Patienter til Politiken den 7. december 2012.

Patienterne må vente

De praktiserende læger er forpligtet i deres overenskomst til at anvende medicinkortet senest, når alle sygehusene i den pågældende region gør det. Sundhedsminister Astrid Krag siger i en e-mail til Politiken, at hun har »en klar forventning om, at medicinkortet vil være i brug på alle sygehuse og hos de praktiserende læger senest ved udgangen af næste år«.

Danske Patienter udtalte sig om sagen til Politiken den 7. december 2012, hvor historien blev bragt på forsiden.