Finanslovsforslag cementerer ulighed i sundhed

Nyhed
none

Finanslov: Regeringen skyder forbi målet på sundhedsområdet med ny finanslov, mener Gigtforeningen.

Regeringen vil have mere lighed i sundhed, siger den. Derfor er det både trist og besynderligt, at regeringen nu fremlægger et finanslovsforslag, der rammer helt skævt på sundhedsområdet.

Det siger direktør i Gigtforeningen - og lighedsambassadør - Lene Witte i en kommentar til regeringens forslag til finansloven for 2014.

Desværre fortsætter regeringen med ingenting at gøre over for to af de allerstørste folkesygdomme i Danmark, slidgigt og ondt i ryggen, siger Lene Witte.

Både slidgigt og ondt i ryggen har markant social slagside, men blev negligeret i forårets sundhedsudspil ”Mere borger, mindre patient.” En stor del af pengene på sundhedsområdet i næste års finanslov går til netop at udmønte sundhedsudspillet.

Regeringen beviser med sit finanslovsforslag, at "lighed i sundhed" desværre ikke gælder for mennesker med slidgigt og rygsmerter, fastslår Lene Witte og understreger: I Gigtforeningen må vi derfor konstatere, at løfterne om mere lighed i sundhed klinger meget hult. Og nu med ekko.

Fakta

Slidgigt er en folkesygdom, men den rammer nogle folk langt mere end andre. Jo kortere uddannelse, des større er risikoen for slidgigt. Det samme gør sig gældende med rygsmerter og rygsygdomme – i øjeblikket er ryggen overbelastet hos dem, der har den korteste uddannelse og det fysisk hårdeste arbejde. 

Ifølge Finansministeriet får sundhedsområdet tilført samlet 1,5 milliarder kroner, hvoraf 1,1 milliard kroner er øremærket ”øget regional sundhedsindsats”, dvs. sygehuse og medicintilskud. Herudover er 150 millioner kroner årligt frem til 2017 øremærket det sundhedspolitiske udspil ”Mere borger, mindre patient,” der blev fremlagt i maj 2013. 300 millioner kroner er afsat til styrket kommunal forebyggelse.